263
Børn, kunde lede dem frem til dens Skatte — til deres Grav …
Og siden hin Aften, Farbroder, da du sagde mig Sandheden og sang din egen Digtersjæl fri af den, har jeg, Dag og Nat, set dem flakke om mellem Fyrrestammerne ved Hemtjärnet, og en grå Skikkelse lede dem — Farfader, der vil give sin Jord tilbage til Jærnet!
»Farbroder,« sagde han, »finder en Malmleder en Dag Jærn under selve Husene, får han altså Ret til at rive Morgongåfva ned — efter Helgeandslovens Beslutning?«
»Aha!« Farbroder fløjtede, »derfor spurgte du! Nej!« udbrød han hæftigt, beredt til Kamp, »200 Favne fra Huset giver Loven fra i Fjor ene din Fader Retten!«
»Ja, men Pligten til selv at bryde — inden 3 Måneders Forløb,« nikkede Steffan med lukkede Øjne.
»Sølv skal der ligge,« ivrede Anselm, »langs Hammarelven og Kythyttabækken. Men der er groet Skov over Hertug Karls Sølvovne og Glemsel over Årerne. Og Jærn — der findes jo knap Helleflint, Grønsten eller Dolomit, und — — undtagen under selve Husene …«
Farbroder standsede, og Steffan nikkede atter — undtagen under selve Eventyrslottet, Broder Anselm, under dit og Moders — og, o Gud! mit Hjem, Vallonernes Bo i Järnbäraland!
Morgongåfva, mit Hjem, min Barndoms Legestue, mit Ly for Brynte — og for Susan, gror Jærnet under det, som alle siger, rejser det sig en Dag og bærer, som Samson, dets Porte bort og lader alle Vinde spille …
Farbroder, siden hin »Jærnets største Dag« på Savolaxhyttan, siden jeg i Drømme favnede Susan — og vågnede ene og voxen, har jeg hørt de Vinde spille, har jeg ligget nøgen på Jærnets Grund!
Steffan foer sammen — et Råb som fra selve Søen, fra Dybet:
»Se Lysene! Se Lysene!«
Susans Stemme, begærlig og blodhed i Mørket. Han bøjede sig forover mod Røsten, der blev ved og blev ved,
