255
ferri, fra Hornkullen og Torskebäcken her ved Yngen til Hammarelven derhjemme, slyngende sig gennem Långbanens Gruber til Lahäll og Getberget, hvor dens Kilde jo endnu springer midt i Jærnet — søgt den for, som Moses, at slå dens Væld af Klippen til det vansmægtende Folk — ja, for at iskænke Jærnet den Drik, som det rækker sin Moder, Jorden: Undergangen ved sit eget Foster!«
Farbroders Stemme var nu patetisk, som når han stred »Folkets« Sag mod Patronerne — eller som den Aften, da han sang Jærnet dets Sang … »Poeten på Bjærget« …
»Og Patron Jacob!« spurgte Steffan.
De kørte Lyden fra Persberg nærmere og nærmere — Jordens Suk over sit Foster, sin Drabsmand .. som Slumrede hernede i Dybet, der har Farbroder og ham til Festen.
»Patron Jacob?« bad han.
»Ja han —« Farbroder vendte sig og pegede med Svøbens korte Skaft ind mod Kysten, hvor i Fyrreskovenes puklede Mur, i et Udhug mod Søen, Svarthyttans sprungne Ovnkrans hældede.
Røde Funker fra Gårdens brustne Ruder brændte i Solnedgangens blodige Skumring — en Ovn og en Arne, hvori Jordens Ild forlængst gik ud, og som Himlens forgæves søgte at tænde …
»Derovre sidder han og venter på Slakkerne af alle de Malme, som hans gamle Tjener og Hyttemester, Elias, under sin Søgen efter Sølvet har hugget op og nu slæber til ham.«
»Og af dem,« Steffan stirrede tilbage mod den slukte Ovnkrans, »vil han skabe Guld?«
Farbroder nikkede. »Netop! af Jærnet vil han skabe det! klogere end de Gamle, som vilde vinde det af Mercurius, Svovl, Salt og Kamfer. Hå,« han rykkede hæftigt i Zefyrs Tømme, »at Patronerne ikke forstår — og gruer over hans og Elias'es Søgen efter Guldet og Sølvet på mons ferri! Men lad nu de to af Mars'es egen Ovn tappe ham og Patronerne Skarntydebægret!«
Patron Jacob — Jacob Pihlhjärta van Garney, af Pihlhjärtarne på Svarthyttan … den sidste Mand af en Slægt, der
