254
»Om Elias og Jacob? dem kender du jo så godt som jeg! dem har du jo besøgt mange Gange med mig!«
»Fortæl alligevel, Farbroder!« bad Steffan sagte, »å fortæl!« han lukkede Øjnene og lyttede.
»Nå ja, gærne det!« lo Farbroder, »var alle Skattefindere som de to!« hans Stemme løftede sig, som altid, når han kunde berette om »Bjærget«s Menneskeskæbner. Å, hvor mange havde han ikke givet Steffan at bære, og dog bad han nu selv om disse to!
»Altså: Elias Bjur tjente som sin Fader på Svarthyttan, Patron Jacobs Ovn, Pihlhjärtarnes gamle Brug — som Bælgdreng, som Smed, som Masmester: ernærede, under Blod og Sved, sin Hustru og sine Børn af Jærnets knappe Nåde — til Svarthyttan »nedblæstes«, og han stod dér, med Et sluppet af det Åg, der havde spændt ham og hans Slægt så hårdt, at hver hans Muskel var krummet efter det, og nu nægtede at lempe sig efter Skovhuggerens Øxe eller Bondens Spade. Hans Kammerater drog ud at øge Tiggerhorderne på Värmlands store Tatervej, men han stred Kampen for at holde sit Hjem og sig og sine oppe, holde den Grund fast, som Jærnet havde sagt ham op!
Til Hustru og Børn var omkomne af Blodgang og Lungesot, af Overanstrengelse og Mangel, og han blev en af de mange her på »Bjærget«, som, døv og blind for hver levende Lyd, ene spejder, ene lytter efter en Hvisken fra en Broder bag Digerdøden, om de Skatte, som han ejede, men som nu forsvundne sover, måske kun en Tomme fra det Sted, hvor ens Kære døer af Sult!«
Farbroders Stemme begyndte at brænde, som den Aften han sang Jærnet dets høje Vise.
»Jamen Farbroder,« bad Steffan, »Elias søger jo ikke Jærnet?«
»Nej, nej, netop!« Farbroder nikkede, indtrængende, »han så dets Ansigt, den Gang det vendte sig fra ham, så sin egen og sines Dom! Og dets Slave fra tålmodige År svor at kuldkaste den ved en højere: at frelse Mennesket fra den ved Underet! Og i fyrretyve År har han nu søgt hin mystiske Åre af Sølv, som en Gang løb gennem hele mons
