242
»för de församlingar, inom hvilcka bergwerck äro belägna« — hver deres Tøddel var overtrådt! Du, Vallonernes Kronist, Erik Fernow fra Filipstad, alle Tungemåls Stad, let at nemme om de Gangne, svær at fatte om os selv, er din Lære: »Vi nödgas lämna både folket och deras bonings platser i evig glömska. Kommer en ny Digerdöd i vår tid, så torde vi knappast tvifla, att ju våra samtida hos en sen eftervärld vederfores samma öde …«
Steffan sænkede sit Hoved tungt mod Farbroders Bryst — og hørte gennem Suset hans Hjærte slå derinde, muntert, mod hundrede År …
Og han nikkede. Ti — hin Fernows Lære, var den ikke selve Driften i den sande Fernebos Vinge?
Den Gang Fader, under Slægtsregistrenes Affattelse, skæmtede med Anselms Fablen om Valloniet og smilte:
»Se dig for — du er godt nok hjemme her! For hedder
du Anselm, så hedder du også Sommelius! Og bærer du i dig
Blod af Nicolas Julius d'Epreez, som Store-Karl skikkede til
Valloniet, at hente Jærnet nye Trælle, men som forglemte
sig dernede hos dets Datter, Kättlen, ejer du også Kød fra
Ane hin Gamle, Sverrigs Drot, der hver Gang Ale hin Raske
jog ham fra Tronen i Östra Aros søgte Ly for sig og sine
frysende Vestgöter i Värmeskogen —«
havde Farbroder råbt, og det var den eneste Gang, Steffan
havde set ham harmfuld på Fader:
»Du og dine stammer kanske fra den Olding, som opåd sine ni Sønner for at leve deres ni Liv! Men jeg — jeg er Barn af Fernebo og længes did! Bliv I så på det »Bjærg«, der er evigt som Dovre!«
Og som Farbroder stod dér, let at skelne selv mod Skovnatten, med løftet Hoved, med det lange, urolige Hår og Vingekraven om Halsen — som Lorenzo Hammarsköld på Litografiet derinde — fornam Steffan, helt ind i sit, hans Hjærtes Sitren: at dets Krav ej mættedes som Anes med nihundrede År … Og gemt under hans Arm begreb Steffan, at han var fjærnere fra Farbroder end Ane hin Gamles Spindelvævsborg fra hint Land, som alle Floder vandede, og alle Folkeslag befoer —: at Violinen, byttet for Hamren,
