236
randt Perlen lysende frem — fjærne, fjærne Klokker: Vi kommer! Vi kommer! Og bægge de Lyttende smilte, som i Tak, ventende hver sin Forløsning, af Mørke, af Ensomhed.
Farbroder sprang op og ilte til Vinduet.
»Farbro'r!« Steffan løb frem.
»Er du dér?« Farbroder gav et Sæt, de sorte Øjne flammede smilende over ham, Hånden rev Gardinet til Side, »nu kommer de! Vi har nok længtes, vi to!« han fangede Steffan ind under sin Arm.
Ja længtes, de Ensomme, Fangne … Steffan så op på Farbroder — hans store, stolte Profil dér mod Mørket, hans Hånd i Gardinet, den, der styrede Bjørnebøssen så sikkert som Violinbuen; der favnede Moders Skyggehænder på Billedet og slyngede den stærkeste Mand i Jorden … Ørneansigtet med Kvindehåret, hørte det ikke hjemme i Skoven, der som Skyer fyldte Ruden? Kaos'es eget Barn, Vallonen! O Gud, trængte han til Forløsning? Han var jo i sit Rige, dets Konge!
»Farbro'r, hvorfra kommer du nu?«
»Fra Nyed, min Dreng.«
Nyed — det var dér, Gildesviolinen tav så lidt som Stangjærnshamren …
»Mødte du nogen, Farbroder?«
»Om jeg mødte?« Anselm lo, »de myldrede! på Lindfors, Molkom, Norum, Kärn, Frösked, Råglanda.«
»Og hvad bestilte I?« Steffan søgte hans Øjne og så i Mørket deres Bryn løfte sig, forbavset.
»Bestilte? Ih — vi — dansede, læste højt, musicerede, jagede og kørte videre og samlede nye Gæster!« han lo, »da vi nåede Östanå, var vi enogtyve Mand, og dér var fjorten i Forvejen! Du skulde set Drivhusene og de nye Malerier. Kammerherre Croneborg øger stadig det Gerdten'ske Pinakotek og —«
»Og Elfsbacka, Farbroder?«
»Elfsbacka?«
»Ja, Jærnværket — lige ved Siden af.«
»Ih det!« Farbroder gjorde en hastig Skuldertrækning,
