232
»Odero, si potero — si non, invitus amabo!«
Ja — uvillig måtte Steffan elske, ti hadede han, som han vilde, da hadede han sig selv: det Selv, der aldrig i Fakkelløbet, v. Schéele talte om, skulde nå en Guds Alter! Aldrig? Jo Susan, i din Hånd nåer det — hvilken Guds? O ligegyldigt! Blot ej forgå i Suset!
»Uden Dynd,« forklarede Zacharias Pira hos Afzelius, »havde Höner ikke skabt Sjælen« — Dyndet, som Steffen hånende havde spurgt om, hvad Asen vilde med? …
Ja, det hjemlige Dynd, Jordens Skød … Susan, kan jeg af dig skabe Sjælen, Jærnets Overvinder? Steffan lukkede Øjnene, træt. O nej, giv du min hjemløse Sjæl det Legeme igen, som du tog fra den! gem den i Jorden, hos dig! Odero, si potero — men jeg må elske — eller dø …
Han foer sammen. En rørte sig i Mørket derinde ved Siden af, i »Musikstuen«.
Hvem var dér? Fader og Moder besøgte Onkel Biskop i Karlstad. Märta Moll og Pigerne bundtede på Bodloftet Alant og Kalmusrod, Løvstikke og Filigrecum og Dyvelsdræk til Kreaturernes Julemorgen, til Værn mod onde Ånder. Og ingen Fremmed kom her, længere end til Folkestuen …
Dens Summen hørte han svagt, dybt nede. Og dér søgte Lyset fra Ämbetsmännenes Hus og Bäckstugan sart ud i Mørket. Men han var ene her, som altid, ved Vejens Ende.
Hvem rørte sig i hans Hus, uden hans uregelmæssige Trin, omkap med Daluret: »I Dag som i Går! i Dag som i Går!« haltende agterud, som dets Takter.
Farfader, som Folkene så i deres Gru for den Jord, han havde bragt til at gløde — og for den, der nu frøs til i Goldhed… søgte han herop for med Kæmpehænder, røde af Rust og Blod, at udrydde sit eget Kød af sine Stuer? Eller Mikael, den Rette, hvem Susan aldrig havde behøvet at uskadeliggøre — Broder, hendes Husbond, Farfaders Arving, kom han efter den Arv? at hævne Torten, som han og Livet led hin Time, da Steffan listede sig Sejren til? Eller fyldte kun Skovens Sus Mørket og Rummet derinde?
