230
borede han sig dybere ind i Suset, ind til Barndommens og Sygdommens År, da Drømmen var Ret, ja, var Pligt, da Gud selv havde givet ham til Evigheden, og taget Dagen og dens Gerning fra ham.
»Liten kind, kom hit i qväll!
dig vill jag lofva
under guldås sofva …«
sang Trolden i Skovens Ring …
Mens derude, fjærnere end alle Duers Kurren, ude bag alle Guldåse, Bryntes Stemme sang, den nye Stemme i Värmeskogen — eller den gamle, den ældste, før Vallonernes, de Fremmede …:
»Bror bygger dammar
åt sin såg och hammar —«
Dæmningen, som den Fremmede brød, Hamren, som Vedbenden bandt …
»Skeppet gungar lätt på våg,
med sitt segel, mast och tåg,
gångar sig åt främmand land …«
med det Jærn, der er ›Bjærget« — hvoraf Skoven og Mennesket oprandt, som Mennesket giver Gud igen i den besejrede Skov: den bundne Lindorm … Og:
»Lindormen omsnor Menneskehedens Tårn i Värmeskogen,« klagede v. Schéele. Ja:
»Lindorm solar sig på sten,
som ett sammet, hvit och len,
vill i barnets vagga gå,
men det skall han aldrig få,
han skall bli bunden
uti gröna lunden …«
Steffan rørte sig, tung om Håndled og Fod af Ormens hvide Fløjl. Han glippede imod Rudens Nat.
Den blussende Plet derude over Parkens Fyrrekroner, bag Farfaders Tårn, flakkende blodigt, suget sammen og spilet ud — Genskæret af Savolaxhyttan …
