216
Et hvidligt Glimt af Järnbergsjön — et Øje, der flygtigt så dem og lukkede sig til Søvn igen, ligegyldigt som Elgen før.
En næsten slukt Strimmel Himmel deroppe — og Hesten fandt Vej frem i Mulmet, så sikkert som Elisif.
Men da Holmtjärnet var passeret, og den sidste halve Mil tilbage, fornam Märta og hendes Fader, i Stumheden, i Blindheden, den uhørlige Dunken af Vägsjöfors' Hamre, den usynlige Glimten af dets Kedler og Fyr.
Og nu — dér slog Bålet fra Smedjerne ud, dér strålede Lysene fra Arbejderhytterne og Herregården, dér tordnede Hamrene, og pustede Bælgene i Fossebruset, dér stimede sværtede Skikkelser og Ansigter om dem, dér spejlede de sig alle, med ildspyende Esser, Skorstene og sorte Gavle i Nedre Brockens Spejl, i Krans af de natlige Bjærge — Og dér råbte Brugspatron Lyrholms Bas dem Velkommen:
»Halløj, Kunstmester, I kommer tilpas! »Dynerne« skred under Stokjærns-Hjulet, og nu står min Sæl selve Bælghjulet!«
— Nogle Uger senere, efter Besøg på Hvitsands, Östmarks og Lekvattnets Brug, kørte de ned langs Fryken, dette Timeglas af Søer, med dets Bånd af Jærnværker. Snart tætte, røde Byer ved Mundingen af de sydende Elve, under de hængende Fosser og de hueagtige Fjælde, i Skyer af Røg, i Uvejr af Ild og Hamre og Save, i Stimlen af Smede, Flötere, Opkøbere, Malm- og Kulkørere, Tømmer- og Kornflåder. Snart små og bortgemte, inde i Fryksändes og Gräsmarks Urskove, bag øde Fjældvande, for Enden af næsten utilgængelige Stier, hvor Smedjen var rejst inde i Bjærgets Hule, som Jætternes, og hvor den eneste Hammer lød som Kains Slag mod Ørknens Stene.
En Dag holdt de på Broen ved Sunne og så ærbødige og stille mod den røde Gård bag de løvgule Linde og under det spidse Kirkespir, højt på Skrænten over Sundet, Övre- og Mellem-Frykens Forbindelsesled.
Dér sad jo bag den blanke Ruderække Anders Fryxell og skrev sine »Berättelser ur svenska historien«, dér skabtes Värmlands Kvædet:
»Ack Värmeland, du sköna, du härliga land« —
