213
ren! havde vi haft sådanne Guds Buxer i 1808 og 9, ved Ögården, Hökpäs og Umeå — vi skulde ha' javet Barclay de Tolly og Kristian Fre'rek ad Mongoliet og Skagerak til! Men med Enderne ud af Buxerne gik vi, med bare Tæer og — højst uanstændigt — — —«
Den tordnende Stemme tabte sig i Løvets og Elvens Susen. Solen brændte rødt i Hvitsands og Östmarks Bjærge over Hufvudfjäll og Ränneberg, alle Troldes Bo. Vejen hang foran dem som et Bånd over de frygtelige Bakker i Grafol, »Tummelberget«, de værste i hele Värmland.
Men de skulde ikke til Helgå Brug ved Brattefallet, så lidt som de havde besøgt Femtåens eller Likåens Hamre.
De som alle Uddeholms Brug tilsåes i Våren og måtte vente, til de atter kom i Elvdalen. Nu skulde de ad Fryken til.
Nede foran dem flød Elven blank og bred, fuld af røde Aftenskyer. Og hist ovre snoede Vejen sig gennem de hvide Sandskrænter, ind i Ruskåsberget, Højdeskovene mellem Klarans og Fryckens dybe Dale.
Og atter gyngedes de på den hvileløse Elv, mellem drivende Tømmerstokke og jagende Svaler, i Ildskæret af røde Skyer og Skumringsmørket af Skove. Flodens fordums Bredder ragede op i dens Sensommers Lavvande,
Trækken fra Gemmenes Vinter og Kølens fjærne Sne strøg over Märta og hendes Fader og den klukkende Færge. En Sværm af gule Birkeblade flagrede mod Strømmen. I de skyggesorte Vige under Fjældsiden skræppede Ænder uroligt. Vandet lyste af en Bævers Flugt. Højt oppe peb, langt og gennemtrængende, Fiskeørnen.
Når de atter drog over denne Elv, vilde Skrænterne og Bådstenene skumme i Tøbruddets Flod eller blåne af Häggstrømmen — ja, da vilde den vilde Hæg blomstre, og Pileraklerne støve gult, og de blomstervrimlende Enge svømme i Duft af Løg og Mandel og danse af Guldsmed og Libelle her i »liljeconvaljernas land«, En ny Vår vilde vandre gennem den evige Dal. Men da vilde Fader være et År ældre og mange Hår mere grå, og ingen Bælgmagers Brilleglas
