211
til Letafors, de som jeg — men de er velkomne, Spillekanterne …« Bælgmageren tørrede med den lemlæstede Hånd over sit Arbejdsskrin.
»Til den nye Vind blæser også dem bort!« sagde Fader — og nikkede Farvel.
Inde på det græsgroede Tun i Ambjörby Skydsstation, under de krogede Birke, holdt en anden Karre med en »Blå«, en Furér eller en Fændrik af Regimentet, med sin bredpullede Kasket og falmede Epauletter, ivrigt forhørende en gråskægget Kaptejn, som med det gule Kårdebælte spændt løs fra den tykke Vom skrævede på Dørtærskelen til Gæstgivergården, om hvorvidt han havde truffet Præsten i Ekshärad hjemme? eller Herskabet på Hjältin? eller Jægermestren i Tönnet?
Også han havde en Kammerat ved Siden af sig, en duknakket, gråhåret Gamling, der med en luvslidt Skindsæk klemt mellem Knæene stirrede forknyt hen for sig, og med rystende Hånd drog den grønlige Frakke med den snuskede Snip sammen om sig mod Trækken fra Elven — »et Consistorii Skydsøg«, »en Rejsepræst«, der tredsindstyve År gammel, skuffet for tredsindstyvende Gang i sit Håb om eget Præstekald, var på Færd mod sit tredsindstyvende Vikariat, sin tredsindstyvende Overordnede, Kirke og Hjem.
Henne ved Høboden jodlede en ukrainisk Skærsliber, slibende Furérens Huggert og Gæstgiverens Køkkenkniv omkap, trædende sit Hjul, så det brune Vand sprøjtede.
»Siger Bro'r, at de har skudt Bjørn i Grafol? hå ja — men hm, de har slagtet hos Bergenskölds, og brygget på Vingäng og —« Furéren talte rådløs på Fingrene Dalens tyve Herresæder, Brugene, Offlcérs- og Præstegårdene.
Men Præstens Ansigt lyste pludselig op, Furéren standsede sin Tællen, og Kaptejnen gav et Råb fra Døren.
Ind i Gården, under Skydstavlen, svingede, i Hælene på hverandre, to Lågvogne, forrest en Brændevinskører fra Norge, og bagest en Sildevogn fra Uddewalla.
»Er det ikke det, jeg siger!« råbte Kaptejnen gnidende sig i Hænderne, så »Babelstårnet«, den høje Hue kuldsejlede på hans Øre, »hvad hører sammen, kommer sammen!«
