15
hamn og Vestbrugene under Norges Grænse lå som Streger over den øde Flade. Skovene dæmrede kalkgrå derovre.
Steffan segnede ned på sin Kælke. Hans Åndedræt brændte hans Mund som Ild. Å Gud, å Gud — hvor tit havde gamle Mychowitz ikke sagt ham, at han ikke måtte anstrenge sig, ikke løbe på Ski, knap nok med Slæde, og så — sådan en Fart! Men — Susanna havde grebet ham, han kunde ikke stritte mod, han havde slået sig ihjel, om han var sprunget af! Og — hvor var de fløjet! Som Fugle med Luft i Knoklerne! Kun Vindens Pil gennem Hovedet, hendes Hår og hendes Pels i hans Ansigt — å, så langt fra hin Plet på Gulvet derhjemme, hvor han havde drejet rundt om sig selv: »I Dag som i Går! I Dag som i Går!« å, så fri, og så tung, med hende — —
Han stivede sig lidt op, med Hænderne på sine Knæ, glippende med de våde Øjne mod Skumringen. Sødybet dernede, de grånende Skovmure, de røgsorte Skyer. Et eneste Lyspunkt blinkede mat; det var ovre på Idet, hos Farbroder Anselm, hvor Mamsel Svala gjorde Huset i Stand til Herrens Hjemkomst — hvis han kom — — Farbroder vidste aldrig nogen Morgen, hvor han agtede at sove den Nat —
Steffan blev siddende, ret op på Slæden. Han følte, hvor hans Øjne tørredes, hvor hans Kinder prægledes af Frosten, der nu kom med Aftenen. Han syntes, han gik i Et med Skrænten, de store Stene og Graner om sig, med det mørke Rum.
Han foer op — han var på Ansigtet dumpet ned i Sneen — —
Hvor var han? Ene, her i Mørket, på Mosesbacken, med Ulvene, med Bjørnene, med Skovrået og Jöns Jæger — Himlen sank over ham, Skovene og Natten … Mennesker, der blev borte, der aldrig mere sås, blev Varulve og tudede omkring deres gamle Hjem - Smeddenes og Grubefolkenes Historier — —
Han snappede det stivfrosne Reb og styrtede ned ad Skrænten mod Søen.
Da han følte Isen under sine Hæle blev han rolig. Hå,
