168
sigerske, beruset af dets Skoves Sorthed, afsindig af dets Ovnes Ild, af sit Folks Forfulgthed og Had — og hendes Slegfredbarn og Arving, Maja.
Han lo. Ja kom og hjælp Guds Udsendinge, du Helvedes Bud! bring os »Bjærget«s Skove og Gruber herind! Himmel og Helvede, profetér om vor Undergang! Det kan vel blive os det samme, om Jærn eller Kaos tager den Plads, vi sveg!
Adser Popp stirrede med knugede Hænder mod det røgsværtede Loft, døv og blind for, hvad der foregik derude, og stemmede op:
»Du, som förhärdad gäckas
med nådens dyra bud,
en gång skall du förskräckas — — —«
og røg forover, med udbredte Arme, på sit Ansigt i Gulvet, mens Aslak i et Rædselsspring reddede sig til Siden.
Ind ad Døren og tværs hen over den faldne Missionær togede Gris-Ulla og Maja, dansende og syngende, svingende Faklen og Hjulet, Rokkefiskens Tandrad, grinende med Hop og uanstændige Gebærder, med Lækattehuerne i Nakken, med Hvidormsryggene og Bu-Stenene, Trolddomsæsken: Drabbeske-mokti, og Tobakspungene dinglende ved Bæltet og daskende om Lårene.
Folkene splittedes til alle Sider i Eder og Skrig, de nys så dødblege Ansigter blussede af Morskab og Latter.
Men Adser Popp foer over Ende, med knyttede Hænder og blodig Næse og brølede mod de dansende Hexes Rygge med Trøjernes kabbalistiske Figurer:
»»Der skal ikke findes hos dig Nogen, som giver sig af med Spådom, Nogen, som spår af Skyerne eller er en Tegnsudlægger eller en Kogler! Eller en Besværger, eller Nogen som udspørger en Dødningemaner, eller er en Sandsiger, eller adspørger de Døde! Ti hver den, som gør Sådant, er en Vederstyggelighed for Herren, og for disse Vederstyggeligheders Skyld fordriver Herren, din Gud, dem for sit Åsyn!« siger Herren, 5te Mosebog, 18de«.
»Halløj!« Gris-Ulla svang omkring, så alle Ormehammene
