151
Stockholms Slot, og Budbringeren erholde en Dukat. Vinterlandets Konge skulde kysse det Vingepar, som har Sol over hans Rige …
Men den, der i Sneskovenes Skjul fornam det Budskab, som Lærken, overfyldt, knap kunde bringe: — Sommeren og alle dens Fugle i én Strube! skjalv, som det snebøjede Tree over hans Hoved, til Hjærtets inderste Rod. —
Marts og Påske! Solkuglen over blåsorte Skove, over isfyldte Træer — hør Hvirvlen af Trommer dybt i den snetunge Stilhed, en sejrende Hær: »Ka-ka-ka! hac! kla-kla-kla, klonck! dom-dom!« En Brusen af løftede Faner, en Kæmpefavn af Fjer, rejst mod Solen!
I Purpurglød og Is, med gabende Næb og igenklemte Øjne ofrer Tjuren sig, blind af Dans og Sang. Marven røres under Barken, Dråberne springer i Jorden. »Kia-kla-klack! sisa-sisi-sisi-si!
Halens Hjul surrer, Fyrren ryster under Kloen, Snedriverne flyder. »Sisi-sisa-si-si-si! Sol, jeg vil favne dig! Jord, jeg vil befrugte dig! Sisi, si, si, si! Kloden er mit Æg!« —
O lyt — inde er nu ude! »Georgius lockar barnen utom vägg«! Alle Døre er åbne, Børn og Dyr strømmer mod det Grønne! Men — ak, hvor gjorde Vintren os gustne og grå! Hør Droslen, den evige Sommers Barn, håner mig arme Plovbonde, med mit stråfodrede, hornede Spand:
»Si bon', den token!
si bon', den token!
sålde bort hästen och kör med stuten!
Si hur han stretar!
si hur han stretar!
Topo-po-po! prope-to-po!
Ha, ha, ha! ha, ha, ha!«
Og Kvinderne, i de soltindrende Fiskevige, ved Vaskebænkene — hør, hvor de hidses, drilsk:
»Brita! Brita!
gädda går i vika, i vika!
Krok hit a! Krok hit a!
topo-prope-tpo!«
