131
Han dukkede sig, i sit Gem, og gøs frostig, i Nød.
Månen hang tung mellem Birkenes Rimgrene ude over Daglösens Dyb. Kirkekuplen svulmede histovre som en Klodesky. Stammerne lyste nøgent, og nøgent Tavlerne i Sneen.
De holdt på »den nye Kirkegård« — fra 1776, de knap fødte Slægters: Farfaders, Farmoders, Mikaels. Og ovre under Kirken de Gamles… Midt i Ringen, på »Bjærget«.
Han nikkede tappert: hans Nu var forbi, Betalingen kommet, og han var rede.
Stjærnerne blinkede mellem de stivfrosne Ris —: et Liv hvert Blink. Bores Ånde bølgede over Sneen, som dens Mule slikkede —: et Liv hver Bølge.
Han lukkede Øjnene: Jeg fik det forlangte, det mulige! tag nu min Gengæld, mit Lod til »Bjærget«!
Et Gys — et sidste, ufrivilligt Nej — og han sov, ubevægelig som de omkring ham, én Krumme af »Bjærget«s Jærn, af dets Årtusinders Sum. Han havde adlydt Loven.
Herover gik hans Vej, bestandigt, fra han bares fra sin Dåb i Kirken, fra hans Skoledage hos Zacharias Pira, fra Striden og Legen med Susan — den ene Vej, over Kirkegården hjem!
Han havde tigget som lille, før Faldet i Tårnet, om Omvejen langs Hastabergets Fod — at fries for Kirkekuplen, fra Korsene, fra Pyramiden dér, hvorunder Farforældrene og Tvillingbroderen sov. Men Fader rystede blidt sit Hoved. »Hvorfor? her kommer vi hurtigere hjem.« Her gik altid Vejen til Morgongåfva …
I Angst havde han tryglet, med Skovens natlige stængende Mur om Slægts-Pyramiden: »Fa'r, skal vi køre?«
Forgæves! — foroverbøjet havde Fader stirret på Navnene dér, hans Faders og Moders, de stridige to, nu naglede til et og samme Evighedens Tegn: gennemborede af Jærnets Mærke, den jordsøgende Magnet, prentet på deres, som på hver af »Bjærget«s andre Gravstene.
Og i Aften — Steffan vilde nikke, men følte sit Nakkeben stivnet — forstod han Faders Lytten til de stumme Navne, til sit Blods dulgte Kilde. For der kom jo et Spörgsmål til
