119
Han pegede mod Mørket. En Snesky svævede over Stien, et Genfærd af Klokker .. Várfuglens Skrig fra Skovdybet. Og en Flugt af Sidensvanser og Lavskriger fra Enebærrene.
Böös bankede på Snustobaksdåsens Låg. »Som Åndens Repræsentanter havde Hr. Pastor Bräutigam og jeg jo intet Votum i denne verdslige Sag. Men det undrer mig, nej, smærter mig, at ingen af de Herrer Stemmeberettigede fandt sig tilskyndede til Indsigelse, hvis ej mod Enkelthederne, så. mod den ganske Ånd i Forslaget.«
Fader tav; så sagde han dæmpet, som talte han med sig selv:
»Hr. v. Schéele talte om den Tid, der er så ung, at ingen tør dømme den.«
Böös bruste op. »Ih dømme — som om Tiden ej besørgede det selv! »Af deres Frugter skulle I kende dem!« Hørte Hr. Patronen ej dette såkaldte »Manifest«, som Hr. Barchäus fandt sig foranlediget til at indvi os i? Eller gjordes dette Vidnesbyrd behov? De er for ung en Mand, Hr. Choräus de Bésche, til at have oplevet den 16. Marts 1792, ja 13. Marts 1809, de Dage, da »Tiden« behagede, følgende glorværdige Exempler, at løfte sin Hånd mod selve Herrens Salvede, her, i vort Land! Men De har dog set et 1830 og et 48 med deres Følger derude og herhjemme, hine Rædselsoptrin i Paris, Hr. Barchäus dvælede ved, som og vore Martsoptøjer i vor Hovedstad, vore »Reformbanketter«, vor al Sømmelighed trodsende Repræsentations-Strid, for ej — Gud forlade mig jeg besmitter min Mund — at nævne .. vor Presse!«
Böös spyttede, som spiede han samtlige »26 Aftonblade« fra sig, der hang, et Exemplar af hver, i Glas og Ramme, på Farbroders Væg på Idet, mellem hans egne og hans Venners, Uno Troilis og Södermarks Tegninger og Malerier.
I det samme slog Bore over i Galop.
»Jeg véd desværre, at Hr. Patronen ej er uantastet af disse — »franske Pokker«, men tør dog sikkert hos en Broder i Kristo, ja en Kandidat i Theologien påregne en zelotisk Harme mod disse Tempelskænderes Rasen, når de — ej ladende sig nøje med Tilintetgørelsen af alle verdslige Bånd:
