111
… til Mennesket opdagede sig selv, sin egen Magt: sin Lykke …
Ej heller nogen af de andre i Rækken bevægede sig. Indtil pludselig van Harmst rejste sig, stift, med et Ryk, der fik Guldbrillerne til at blinke i Lysglimtene, og alle de Siddende til at løsne de stramme Miner og se op med hastige Blikke. Nu kom det afgørende Ord, »Bjærget«s største Patron talte:
»Skøndt så vidt vides,« van Harmst stak den lange, magre Hånd ind på Brystet og lempede Hagen til Rette i den stive Battistes-Halsdug, »hverken Hr. Bjærgmester, Kammerjunker v. Schéele eller Hr. Bjærgassessor- og Fiskal Barchäus direkte hører til de så letfærdige og ødsle Valloner, der nu i mere end 250 År har vanrøgtet »Bjærget«s Interesser, tør dog jeg, der ej kan fornægte mit Slægtskab med disse uheldige Indvandrere, ingenlunde indlade mig på en Kappestrid med de nævnte Herrers Veltalenhed, deres Ødslen med gode og onde Profetier eller deres grandseigneuragtige Omgang med Fortid og Fremtid. Jeg er nu én Gang, som det turde være bekendt, en kortsynet Mand og er derfor naturnødvendigt henvist til at beskæftige mig med Nutiden. Kanhænde jeg dog ved denne min pauvre Indskrænkning til Gengæld opnår et mere nøgtern Blik på denne — som det synes i de Herrers Øjne temmeligt inferiøre Episode — undgående såvel Hr. Assessorens Frygt for et enevældigt Göteborg, som Hr. Bjærgmesterens Håb om et dito Uddeholm.
Altså — gående ud fra, at vi nutidige Brugsejere i Värmland tillader os at ønske at bevare vore Brug og vore Hjem for os selv og vore Sønner, som vi modtog dem fra vore Fædre, industrialiserende dem efter vor egen Forstand og financierende dem af vore egne Midler, uden velvillig Råd eller Bistand, det være nu af Englændere eller Uddeholmere — tegner jeg mig, da det ligeså lidt konvenerer mig at hjælpes af, som at tilfalde en af de to Magter — for Halvdelen, skriver 53,750 Rigsdaler af den af Hr. Bjærgmesteren anførte, endnu nødvendige Sum, for at, som han
