7
angaaer mig kun for saavidt, som det kunde indflyde paa hans enten borgerlige eller litterariske Agtelse. Han er Mand og kan selv staae enhver til Ansvar. Det egner altsaa ikke mig at bedømme, hvorvidt Justitsraaden har Ret at affærdige hans poetiske Smaating paa saa haanlig en Maade. Selv tillægger han den intet høiere Værd, end en saadan Øiebliks Bagatelle fortiener. Hvad en Fader, uden at ansees for partiisk, frit tør sige derom, er, at han hverken har holdt med Bruud eller Beiler, og at, hvis der er skakkrende Jøder gives der ogsaa Staten udsugende Christne. Skulde denne Paastand passe sig paa nogen af Justitsraadens høifornemme Patroner, saa vil hans følsomme Hierte vel vaande sig derved, men det ændrer dog ikke Sagens Natuur. Hr. Justitsraaden er vis paa, at alle hans Landsmænd, uden Undtagelse, ville finde deres danske Hierte oprørte mod dens Blodtørstighed. Herom kan der tvivles meget, siden det ene Parti synes i denne Feide saa opbragt paa det
