45
at indtage den fuldstændig „korrekte“ Holdning, for hvilken hun nu saa højlig prises af de parlamentariske Forfattere.
Saaledes er der ganske vist blevet kæmpet, men saaledes er unægtelig ogsaa Resultatet af Kampen blevet. Hvor meget end Regenterne til forskjellige Tider have stridt imod, Parlamentarismen har sejret, den staar den Dag i Dag som en fuldbyrdet Kjendsgjerning i Englands statsretlige Praxis. En Række tilfældige historiske Kjendsgjerninger have, som paavist, utvivlsomt begunstiget dens Fremvæxt, men den egentlige Grund til samme ligger dog dybere. Parlamentarismens endelige Sejr var i Virkeligheden en politisk Nødvendighed paa Grund af Parlamentets og særlig Underhusets ubetingede og udelukkende Bevillingsmyndighed. Denne Myndighed danner overhovedet det første historiske Grundlag for Parlamentets hele Magtstilling, navnlig ogsaa for dets Deltagelse i Lovgivningen. Forinden Parlamentet nemlig bevilgede Kongen de forlangte Subsidier, androg det som oftest paa Gjennemførelsen af en eller flere Reformer, hvilke Andragender derhos efterhaanden formedes i Skikkelse af bestemte Lovforslag, som Kongen stadstæstede ved Parlamentets Slutning samtidig med, at han takkede for de bevilgede Subsidier, en Skik, som i det væsentlige følges endnu den Dag i Dag endog med Bevarelse af de samme middelalderlige Udtryk. Lovene bifalder Kongen simpelthen ved at sige: Le roy le veut (Kongen vil det). For Bevillingen takker han først, i det det hedder: Le roy remercie ses loyal subjects, accepte leur benevolence et aussi le veut.[1] Vel viser nu dette sidste Udtryk: et aussi le veut, at
- ↑ Konge takker sine tro Undersaatter, modtager deres Villighed og bifalder det, de ville.
