61
dende Ryg, og hedt rislede det hende ned i Skødet, at hun var hans.
Ja, han var kommen, hun havde født ham, til sig selv — —!
— Eva lænede sig tilbage i Stolen, hun slap Sytøjet, der alt længe havde hvilt i hendes Hænder, og smilte. Og hun skælvede, om Knæ og Skød og Ryg — ja, Helge, han, hendes Mand!
Hun bøjede sig lidt frem. Smilet svandt. Med Hånden under Hagen stirrede hun ud af Vinduet, hvor nu ene Markhegnet svulmede op i Mørket.
Den evige Lampe i Globstrup stirrede som en Øjeprik.
Ja, her sad hun nu, fangen inden dette Hegn, med ham, som hver hendes Blodsdråbe gjorde til hendes Husbond og som — hun ikke ejede som Hustru.
De sov sammen, de talte sammen, men hans Hu boede i hans Bryst så ensomt — som hun i denne Stue.
Alt den Gang, hvor sent han forstod det, at hun var hans! som så og hørte han hende end ikke, som var det ham så givet, at han skulde vandre ene, som det stedse havde været hende givet, at hun skulde følges!
De så det, alle, uden han. De gamle i Pensionatet smilede, de unge rødmede og spejdede.
Men hvad agtede hun det? Hvad vidste de om, hvad dette betød for hende, hvor skæbneforlangt det var?
Tilsidst, den Aften, da hun kunde ikke mere, men slap sine Tangenter og bares om hans Hals, mod hans Bryst, i en Hvirvel af Kys — ja da, efter et Sæt, som vågnede han brat af Søvn og så fortumlet den vågne Verden, da var han hendes, som hun hans, ét Væsen, i Favntag, i
