42
skumringssødt, og Nattergalen kurede: „Durchlaucht! Durchlaucht!“
En Stjærne svømmede i den lillablå Himmel mellem Valnøddens æbleduftende Skærm. Sengene skinnede så køle og hvide mellem de ældesorte Gardiner.
En Vildand rabbede i Fjorden. Og Frøerne kærede.
Men Moder stod med sammenflettede Hænder — som en Fange, ja, som Marie Antoinette i Fængslet — ved den høje Dørtærskel, Eva havde vaklet så anspændt over som Barn.
— Da Farfader var død, og Fader Halvåret efter — som havde den Gamle befalet ham at følge sig i Graven — da Begravelsesgildet var forbi inde i den ellers altid skoddede og låste Spisesal med den lange Række Vinduer og de tomme Kaminer, hvor de ukendte Fremmede af Slægten havde spist og drukket og talt den sidste mandlige Flemming til jorden, da Præstens og Prokuratorens sorte Skikkelser havde listet og knirket sig bort gennem de halvmørke Stuer — stod Eva og hendes Moder en grågylden Aprilaften på Jærntrappen og så den sidste Karet svinde ud gennem Indkørselsporten.
Dens Hjul druknede strax i Bivejens Sand, og de hørte nu Poplerne suse, frit og bestandigt.
De så på hinanden, undrende, som hørte de for første Gang Vindens daglige Rejse forbi Gården.
Slibestenen surrede dernede mellem Kastanierne, Steffen skramlede langs Hestestaldens salpeterslåede Mur, forbi Brønden, og ind til Dyrene. Ovre på Græspletten foran Fodermesterens åbne Vinduer rappede hans
