8
Og hvad skulde de her i Stuen for?
— — — —
„Helge, kan du høre, nu går Hannibal Gorm i Seng?“
Hun standsede og lyttede opad mod det mørke Gibsloft.
Hosetrin puslede bort.
„Tænk, hvor er han ene! At han tør bo her! Uf! Vi er da to!“
Helge slukkede Lampen inde i Spisestuen. Hun skimtede nu gennem Glasdøren Tuiaerne i Haven.
„Å, vi er to — Helge!“ hun puttede sig hastig i hans Arme.
Hun mærkede hans Hænder over sit Hår og dirrede ind i ham. Tag mig, Elskede, tag mig!
Men hans Stemme, fjærn:
„Ja, ja, de var jo også to en Gang — men så kom der en Anden for hende. Og så måtte han jo blive ene.“
„En Anden?“ Hun løftede hurtigt Blikket, ”hvorfor siger du det? En Anden — hvad kom det ham ved? Hun var jo hans og så —“
„Hans?“ han smilte svagt, „var hun hans? Når den Anden ejede stærkere Magt over hende?“
Eva tav og så det svage, gule Skær fra Lyset flakke over hans Øjne.
Hun så uvilkårlig tilbage.
De to Hovedpuder dér — en Anden — — en Tredje — —
„Jamen han —“
„Nej, han var for retfærdig, han holdt hende ikke tilbage, for sin egen Skyld, da hun måtte gå.“
