Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/169

Denne side er valideret

157

Eva jog sammen.

Saras Øjne vogtede på dem, vågnende.

Hun havde set Helges Læber bede og Riborg ryste på Hovedet.

Hun måtte — hun måtte ikke — —

Men i det samme skød Sara op af Pelskåben. Bogen fløj ned i Gruset.

„Jeg vil se Tegningen, jeg vil se den!“ udbrød hun, hendes Stemme brast, hendes Ansigt blussede, et Nu, gennem de blå Slør.

„Nej, Barn dog, nej, den — den er jo ikke færdig!“ Fru Hein snappede hendes Arm.

„Væk Moder!“ hun stødte til hende, „jeg vil se den! giv mig den!“

Hendes Øjne stod vidtopspilede, Tænderne lyste — ét Gab af Øjne og Mund i det Blå.

Riborg rejste sig i sin sorte Kjole:

„Dér.“

Hun rakte Tegningen mod hende, rolig som selve Livet.

Sara greb den. Den rystede i hendes Hånd.

Pludselig fløj Bladet ud af den, sejlede ned i Gruset.

Hun stod et Øjeblik.

Så faldt hun, i et Skrig, hulkende ned i sine Hænder.

Ryggen krøb sammen, brudt.

Riborg bøjede sig og tog Tegningen op.

Hun så på den og rystede Gruset bort.

Moderen, Højen og Helge var stimlet sammen om Sara.