108
„God Aften, Frøken Crum,“ Helge rakte Hånden ud mod hende.
Hendes Øjne fæstede sig hurtigt på ham, hun lagde sin Hånd ned i hans.
„God Aften,“ hviskede hun halvhøjt.
Så sænkede hun det mørke Hoved, ubevægelig.
Eva gik forbi hende ind i Stuen. Hun kneb Læberne sammen. Lad kun som jeg ikke er til! Du er det ikke!
„Det er min Fader,“ mumlede Riborg, stadig med Hovedet sænket, de luftblå Øjne gled lavt mod Gulvet.
To hule Øjne glødede ud fra et gråt Hårbrus. Knokkelhøj, bag et Bord fuldt af blånende Fuglefjer, sad Jagtjunker v. Crum.
„God Aften, god Aften, mine Herskaber,“ skurrede Jagtjunkerens Stemme, rusten som en stums.
Eva jog sammen.
Hundens Guttaperkasnude rørte hendes Hånd.
Hendes Tunge harsknede af Dyrets Pels, af Rådd og Mug.
Så smudsigt i det skumle Rum — Et hikstende Ur, nogle ukendelige Litografier, ellers kun det fugtskjoldede Tapet.
Bag Rudernes stumpede, røgbrune Gardiner sortnede Granerne. I de øverste Felter glødede Skoven.
Jagtjunkerens Knokkelhånd stak en Syl ind i en Sneppes perlede Bryst.
„Jeg stopper disse Fugle ud, mine Herskaber.“ nikkede han.
Den skallede Pande lyste som et Æg inde i Hårets grå Rede, de blegblå Øjne skelede til dem under Brynfjerene.