107
Han så hen til Ruden. Hans Ansigt fortrak sig, som i Genspejl fra Ansigtet dér.
Så han nu Skovens inderste Åsyn?
Glasdøren klirrede, idet de trådte ind, skør i sin Ramme.
En muggen Lugt slog dem i Møde, af Skimmel, gammelt Tøj og Brædder.
„Helge, her lugter jo som hos Fattigfolk,“ hviskede Eva.
Hun skottede omkring i den afskallede Forstue. Visne Planter pegede som sorte Fingre i Urtepotterne.
„Hm ja, Fru Crum er jo syg.“
Jamen så burde Datteren vel passe det des bedre.“
„Å Riborg!“ Helge smilte.
Ja, hun er vel ikke for god til det!“
Eva krummede Læben, idet hun hængte sin Muffe på et af de rustne Søm.
Sådan som Helge sagde det — som var hendes Syen Navne på deres Udstyr ringere end Riborgs Tegninger!
Men hun lagde hurtigt sin Kind mod hans.
„Ikke vred! men er det så lidt at ordne en Stue, så Mennesker trygt kan bo der?“
Han så op på hende og hastig omkring sig. Så han dette Rum — og Stuen derhjemme, omsider?
Døren knirkede og Riborg stod der, slank, silkeklædt.
Hendes hvide Ansigt dæmrede i den røde Skumring. Hånden lå på Dørvridet, lang og slap. Øjnene blinkede.
Hun sagde intet. En Hunds Øjne stirrede blanke fra hendes Skørt. Moskuslugt trængte tæt og vammel gennem Døren.
