96
Glemslen — nej, den fandt han kun i hende! Aldrig i Riborg. I Riborg fandt han sig selv og Døden, aldrig Livet og den Anden!
Men Riborg — hvorfor strøg hendes Øjne lavt bort under Brynene, hvorfor mumlede hun kun halvhøjt, og rystede hendes Hånd, så snart hans kom nær? Og hvorfor lod hun stedse, som Eva ikke sad dér med sin huslige Gerning? Hvorfor var hun kommen i deres Stue?
Listede nu Løvtrinene herinde, bag hans Stol?
Eva rystede på Hovedet.
Å du, som kun vil ham som Ved på dit eget Bål!
Hvor ond måtte hun være, at hun, fordi hun selv brændte, vilde fortære ham — og det lille Hjem!
Ja, Sorgen var ond!
Og Glæden ene god!
Men vogt dig, du Fremmede, ti Gud er i Glæden!
Liv skal aldrig blive Død! Mit aldrig dit!
— Eva var nået ned i Dalen.
Stien drejede ind bag en Eg, hvis Grene brændte, skråt, lavt.
Hun gik ind under dem og standsede i et Ryk.
Dér lå Helge, under Løvet, med Hovedet på sin Arm.
Skæret fra de krogede Grene skinnede i hans Ansigt. Det sorte Hår, de lukkede Øjne —.
Spinkelt i det lange, gule Skovgræs stod Stafeliet med et Lærred på, der som et Spejl kastede det røde Skovdyb tilbage.
Hun bøjede sig sagte over hans Ansigt.
Det sov roligt, tillukket. Et rødt Egeblad hang ved hans Øre. Hans Krave og hans blå Dragt var tildrysset af
