76
Bærentzen.
den politiske Virksomhed med samme Samvittighedsfuldhed og Alvor, som han har plejet den Embedsgjerning, han nu snart maa forlade. Han er en redelig og alvorlig anlagt Natur. For ham er enhver Sag, han har med at gjøre, af Vigtighed og Interesse, og han ofrer den al sin Kraft. Der er ingen Tvivl om, at han med stor Omhyggelighed sætter sig ind i Sagerne og nøje vejer sin Stemmegivning. Han er derhos et blødt, noget følsomt Gemyt, og dette i Forbindelse med Alvoren gjør, at han tager sig den skjæve Gang, Sagerne saa ofte tage, langt nærmere end de allerfleste andre, og ofte ligefrem føler Sorg over Situationen. Særlig gjælder dette i Spørgsmaal, hvor hans varme og dybe patriotiske Følelse berøres; da kan hans Stemme vibrere af Bevægelse, og han betages af en trykkende Stemning, der kan vare længe. Det følger heraf, at vort Forsvarsvæsens Udvikling har en varm Ven i Bærentzen; han hører til de Danske, der ikke erkjender noget Offer for stort til at betrygge Danmarks Fremtid.
I den politiske Strid har han energisk og decideret stillet sig paa Højres Side, og det er antageligt, at Venstres Ligegyldighed for Forsvarssagen, dets lunkne Interesse for Kunst og Videnskab, har medvirket væsentligst til at anvise den idealt anlagte Bærentzen sin. Plads. Nu staar han fast, og Højre kan fuldt ud lide paa ham. Han slingrer ikke: paa Sagens mest æstetiske, mest ideale Side, der finder man Bærentzen.
Han taler sjælden i Thinget, men har han Ordet, bruger han det godt, klart og uden Sky. Kun et Par Gange har han særlig henledet Opmærksomheden paa sig. Den ene Gang var da Spørgsmaalet om Digtergagen til Drachmann diskuteredes. Her traadte Bærentzen varmt, men lidt heftig og hensynsløst op imod at bevilge denne Gage og skaffede sig ved sin usminkede Argumentation en Tilrettevisning af Formanden og Misbilligelse fra flere Sider. Men selv om man gaar ud fra, at Bærentzens Optræden ved denne Lejlighed var en Forløbelse, saa var denne ikke af den Slags, der skæmmer Mandens Karakter, tværtimod. Den anden Gang var umiddelbart efter, at Krigsminister Kauffmann under Hærlovens Behandling havde taget saa ublidt paa Thingets militære Medlemmer, særlig paa Tvermoes og N. P. Jensen. Da rejste Bærentzen sig, og i et klart, godt og kraftigt Foredrag
