66
Brix.
ved lutter Talere af Hr. Brix's Slags, navnlig fordi Brix ikke blot er kortfattet, men ogsaa ofte bevæger sig noget paa Sagens Overflade, hvad, for at blive ved det tidligere Eksempel, Scavenius ikke gjør.
I de almindelige politiske Debatter tager Brix sjælden Del, og kun naar en eller anden Taler har strejfet et Omraade, paa hvilket Brix bar særlig Forstand improviserer han en kort sigelse og forsvinder atter mellem de samtalende og spadserende Grupper ved Vinduerne. Brix er en paalidelig Højremand i den Forstand, dette Navn tages i herhjemme. Han er en uforsonlig Modstander af al det Rumleri, vore saakaldte Frihedsmænd have sat i Scene, og han viger ikke fra sin Overbevisning, selv om Bølgerne gaa nok saa højt. Men Brix er alligevel en liberal Mand med frisindede Anskuelser, og han vilde under andre Forhold høre til et Parlaments Venstre — Begrebet her taget verdenshistorisk Betydning — i al Fald til et venstre Centrum. Det Venstre, vi kjende herhjemme, har imidlertid arbejdet saa ubehændig, at virkelig frisindede Mænd ligefrem ere drevne over i Konservatismens Arme. Saaledes Brix, hvis logiske Sands er for udviklet til at gutere de Spring i udviklingen, vort Demokrati sværmer for, og hvis Dannelse er for sand til at finde Behag i den smagløse og uciviliserede Form hvorunder Trumferne herhjemme spilles ud. Disse Næveslag i Bordet, denne Spytten langt fra sig virker altid frastødende paa den virkelige dannede.
Udenfor Rigsdagen hører man ikke meget til Politikeren Brix. Det gaar ham, ligesom de andre kjøbenhavnske Rigsdagsmænd: de holde sig noget fornemt tilbage fra Deltagelse i den politiske Agitation. Man kan kun beklage dette; det er den Slags Fornemhed der har gjort Venstre til Flertal i Folket og paa Thinge. Ved det store Rumlermøde i Gothersgadens Eksercerhus i Fjor var det for Højre en glad Overraskelse at se de fleste af Byens Folkethingsmænd paa Tribunen. Det var her overdraget Brix at lægge for paa Højres Vegne, og han skilte sig godt og værdi derved. Han afbrødes Gang efter Gang af en øredøvende Spektakel og af gadedrengeagtige Tilraab, men Brix stod støt, hvor han stod. Under en Pavse i Spektaklerne tilordnede han Forsamlingen: „Jeg staar her i
