459
Carl Ploug.
Ploug er født i Kolding, ved hvis lærde Skole hans Fader var Adjunkt og senere Overlærer. Fra denne Skole dimitteredes han, ikkun seksten Aar gammel, som en udviklet og dygtig Student til Universitetet Her kastede han sig en Tid over det filologiske Studium; men andre og vigtigere Interesser tog den livlige Mand fangen og han fik aldrig Embedseksamen. Hvad Fornøjelse vilde man ogsaa have havt af Ploug som en skimlet Overlærer? Nej, han blev, som vel var, draget fra sine Studier og kom i en Virksomhed, hvor han ganske anderledes kunde være sit Fædreland til Nytte.
Han levede dog først et lykkeligt og lystigt Studenterliv. Mere end nogen anden blev han Studenternes Fører, og fra ham modtog de hine glødende Impulser, der den Gang affødte den varmeste Fædrelandskjærlighed, den frejdige Skandinavisme og det ideale Livssyn. Han blev, i Forening med Hostrup, Studenternes Sanger, og fra hine Dage skriver sig mange af „Poul Rytter”s smukkeste og bedste Digte. Han spillede tidlig en betydelig Rolle, og hans Navn trængte igjennem ved Siden af Datidens andre talentfulde Forkæmpere for vor Frihed og vor Nationalitet. Saa var det i 1841, at Orla Lehmann tilligemed et Par andre indbød Ploug til et lille Symposium paa en af Byens Restaurationer. Det viste sig, at Hensigten hermed var at formaa Ploug til at overtage Redaktionen af Bladet „Fædrelandet”, der et Par Aar i Forvejen var begyndt at udkomme, men som førte en meget faretruet og vanskelig Tilværelse. Ploug forlangte Betænkningstid; ti han havde et klart Blik for det Ansvar og den Fare, der fulgte med Stillingen. Et Par Dage efter slog han til, og han, der hidtil alene ved sine Sange og sine Taler havde givet de Stemninger, som rørte sig, Udtryk, han skulde nu tage Fanebærerens farlige men ærefulde Plads i den haardnakkede Kamp, der forestod. Han var national, ejderdansk, frisindet og Skandinav, og for disse Ideer havde han alt vundet Navn som en tapper Soldat. Ved Frederik den Sjettes Død havde han saaledes taget levende Del i d'Angleterremødet og var med i den Deputation, der bad Kristian den Ottende om en fri Forfatning, men hans Deltagelse i Begivenhederne havde dog ikke været af en ligefrem farlig Natur; det blev den ved hans nye Gjerning.
