424
A. F Krieger.
henledet paa Krieger, hvis eminente Aandsevner og varme Fædrelandskjærlighed var almindelig anerkjendt. Han og Quaade — vor Gesandt i Berlin — bleve Ledere af den Forhandling, der havde Danmarks Velfærd til Gjenstand. Alle kjende Resultatet og vide, at det ikke svarede til Forventningerne, men Hovedskylden herfor tør ikke lægges paa Underhandlernes Skuldre. Dog helt fri for Ansvar tør de næppe holdes, og navnlig kan det vist ikke nægtes, at Krieger her, ligesom flere Gange senere, viste, at under stærkt tilspidsede Situationer, hvor det gjælder noget for Alvor, slaar hans rolige Overblik, hans sindrige Kombinationsevner men fremfor Alt hans Karakterstyrke ikke til. Kun én Mand i Danmark havde maaske kunnet frelse noget for os, men han blev i hine Dage ikke brugt.
Krieger forlod ikke saaledes som Monrad sit betrængte Fædreland; han blev og ofrede sine bedste Kræfter paa at hele de Saar, Krigen havde slaaet. Han tog virksom Del i det politiske Liv baade som Landstingsmand og som Minister, og han blev Formand for de to største og betydningsfuldeste Kommissioner, vi herhjemme have havt i de sidste Decennier, nemlig dem, der nedsattes om Retsvæsenets og om Forsvarsvæsenets Ordning. Det er bekjendt, at han har øvet en stor Indflydelse paa de her trukne Afgjørelser. Den 28. Maj 1870 blev han Justitsminister i det af Holstein-Holsteinborg dannede Ministerium, men ombyttede 2 Aar efter denne Portefølje med Finantsministerens. Det var som Finantsminister i dette Ministerium, at han kom til at tage de første Stød af den Kamp, Venstre indledede efter Valgene i 1872, og som have vedvaret til Dato. Han afviste den Gang med Overlegenhed og Kraft de første Stormløb og holdt navnlig under Forhandlingerne om Finantslovnægtelsen i 1873 en glimrende Tale, hvori han klart og skarpt advarede den unge Opposition imod at kvæle den Spire til Parlamentarisme, der muligvis laa i vor Grundlov, men som absolut vilde dræbes ved mislig Røgt. Hans Varselsord frugtede som bekjendt ikke.
Da Ministeriet Holstein træt af Kampen trak sig tilbage i Juli 1874, hvilken Tilbagegang netop fremskyndedes ved Kriegers bestemte Forlangende om at faa Lov til at gaa sin Vej, ophørte hermed, vistnok for bestandig, Kriegers Ministervirken.
