363
Clausager.
har røgtet den med Ære. Han kom ind i Tinget som ivrig Venstremand og sluttede sig følgelig straks til „det forenede Venstre”, af hvilket Parti har blev et stilfærdigt, men dog indflydelsesrigt Medlem. Han gik, dog vistnok noget modstræbende, med til alle Angrebene: men hver Gang Venstre deltes, stod han paa den moderateste Side, og han var en af de første til at erkjende, at man var gaaet for vidt. Som en virkelig moderat Mand var han paa ingen Maade begejstret for de radikale Tilløb, Venstre gjorde under Bergs Førelse, og han er i det hele langt fra nogen Beundrer eller Ven af den store Folkeagitator. Inden for Partiet skal han mere end en Gang have taget alvorlig fat paa Berg og bekæmpet denne med en Heftighed, der ellers ikke er hans Natur egen. Ogsaa i Salen tog han i de senere Aar bestemt Afstand fra den radikale Fører, hvis hele Kampmaade og Svulst irriterede den sindige og praktiske Clausager.
I Folketinget spillede Clausager vel ikke nogen fremtrædende Rolle, og tog kun sjælden Del i Forhandlingen; men udenfor Salen øvede han en ikke ringe Indflydelse, og hans Mening tillagdes Vægt, navnlig blandt hans jyske Kaldsfæller. Han var en meget brugelig Folketingsmand; men han passer dog ganske anderledes godt for Landstinget, med sin rolige, besindige og fuldstændig bramfri Optræden.
Clausager er uden al Tvivl en af de mest sympatetiske Bønder, der sidder paa Rigsdagen. Alene hans Ydre og personlige Fremtræden er meget tiltrækkende. Man føler sig vel i Selskab med denne nette Bonde med det aabne Ansigt og det beskedne og fuldtud taktfulde Væsen. Der er noget solidt, trofast, men tillige bestemt over ham, som tiltaler, og i en Diskussion med ham stadfæster dette Indtryk sig fuldkommen; man mærker en Fordragelighed, en Moderation i Anskuelser, en Takt, men tillige en vis Sikkerhed, som dog ingenlunde udfordrer. Man faar paa en Gang Tillid til ham og kommer til at holde af ham. Selv de ivrigste Højremænd synes personlig godt om Clausager. Det er intet Under, at denne Mand er saa anset og afholdt i sin Hjemstavn, og den „Folkegave”, som ogsaa han fik for sin politiske Virksomhed, var bedre paa sin Plads end de allerfleste andre.
