Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/335

Denne side er blevet korrekturlæst

325

Winther.

Winther var den Gang fremfor Alt Oppositionsmand og befandt sig kun vel som saadan; men han var det ikke blot ligeoverfor Regjeringerne, men ogsaa indenfor sit Parti. Herfra stammer sikkert de stærke Sammenstød, han saa ofte havde med andre Førere, blandt Andre med J. A. Hansen, der just ikke regalerede Doktoren med de fineste Betegnelser, og da navnlig beskyldte ham for Mangel paa Aabenhed i Kampen. Winther har i det Hele altid vanskelig kunnet indordne sig under et Partiregimente. Han var saaledes en Tid Medlem af „det forenede Venstre, men blev saa udelukket af Partiet, og hans senere lidt vel ydmyge Forsøg paa at blive taget til Naade igjen mislykkedes. Han, der i sin Tid stod som en af Demokratiets Førere, staar nu næsten ene i Folkethinget, og han, der i mange Aar var et virksomt Medlem af Finantsudvalget, og endog engang nød den Hæder at indtage Formandsposten i Udvalget, han er nu udelukket derfra for anden Gang, efter at han ved flere Valg har maattet hverve et knebent Stemmetal for at komme derind.

Der er nogen Uret her imod Winther; thi for det Første er han fremdeles en utvivlsom Demokrat, og for det Andet er han virksom og ganske sikkert meget brugelig. Men Sagen er, at han er personlig ilde lidt af Venstre, og man har navnlig en indgroet Mistillid til ham. Efterhaanden har han brudt med de forskjellige Førere, og med dem har Tropperne forladt ham, saa at han nu nærmest er at betragte som en interessant Overlevering fra Fortiden. Dog Tscherning og han holdt sammen til det Sidste, og endnu den Dag idag lever Winther af Tschernings Ideer og bringer atter og atter med en sjælden Troskab den nu næsten glemte Førers Navn i Erindring. Juel synes nu at være hans eneste Ven og Meningsfælle — saalænge det varer.

Winther er langtfra uden politisk Begavelse, og naar man som han har gjennemlevet vor politiske Guldalder, er det jo rimeligt, at noget maa være hængt ved. Han var en ivrig Protestant imod Grundlovsforandringen, og han var den, der paa hin Tid sikrest forudsagde de Vanskeligheder, der vilde opstaa af et Samarbejde mellem de to Thing, valgte paa en saa grundforskjellig Basis. En Del af hans Forudsigelser have