Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/317

Denne side er blevet korrekturlæst

307

Tang. — Tange.

blive af de farligste; ti han gaar paa med en tiltalende Aabenhed.

Han faar heller ikke nogensinde virkelig politisk Indflydelse, dertil er han for ejendommelig og for hensynsløs. Ligesom Jagd er Fribytter i Højrepartiet, er Tang det i Venstre. Han taler ofte, men hans Ord har ingen Vægt og gjør nærmest et komisk Indtryk. Hertil bidrager især hans mærkelige Stemme. Den gjennemløber hele det musikalske Register, ligefra den dybeste Bas til den mest hvinende Diskant. Man kan sjælden høre eller forstaa, hvad han siger, men alene hans Stemmes Stigen og Falden, en Gravtones pludselige Afløsen af en hvinende Højtrykstone kan umulig andet end vække Latteren, og den fremkalder han da ogsaa i høj Grad, hver Gang han har Ordet. Det er endogsaa bleven almindeligt, at betegne en Tale af Tang, der ikke vækker Latter, som uheldig og kjedelig.

Men Følelse for det Gode og Sande har han uomtvistelig, og forstod man at faa disse Strenge til at klinge og at udbytte, det man saa naaede, vilde man faa et frugtbart Resultat.

Svendborgkredsen har foruden af J. A. Hansen tidligere været repræsenteret af: Dr. med. J. C. Colding, Kaptajn Jagd, Seminarielærer Meier, Gaardfæster J. R. Jacobsen, Redaktør Ploug, Kammerherre Jessen, Proprietær Mayntz og Statsrevisor Høgsbro.


Tange.

Gaardejer i Gjestelev pr. Ringe. Født den 21. Juli 1839.


Nyborgkredsen var paa den grundlovgivende Rigsdag repræsenteret af Lektor F. Schern. Derpaa kom Sognefoged Pedersen og saa den i sin Tid bekjendte Bogbinder Gomard, der uden Barmhjærtighed slog Mænd som Birkedal, Cornelius Petersen og Grev Moltke-Hvitfeldt til Glorup. Omsider besejredes han af Kammerraad Jespersen, og denne afløstes igjen af Kriminalretsassessor Nyholm, i sin Tid en