18
N. Andersen
eftertrykkelig og ikke helt uden Grund. Det var jo tildels Andersens Skyld, at J. A. Hansen maatte se sine glimrende Ministerdrømme briste, det var tildels Andersens Skyld, at Verden atter og atter mindedes om de store Inkonsekvenser hos den gamle Politiker, og i Slagene ved Mørkøv og Jyderup var Andersen en af dem, der beredte Venstre de største Nederlag. Lige til det Sidste skulde Andersen genere I. A. Hansen. I 1877 holdt denne sit sidste store politiske Møde i Holbæk ledsaget af Zahle, Leth, H. P. Andersen og Jens Busk. Andersen var der, og kunde han end ikke tilkæmpe sine Anskuelser Sejr, saa tilføjede han dog navnlig J. A. Hansen saa stærke Stød, at selv den i Venstreretning fanatiske Tilhørerkreds maatte yde Modstanderen Bifald. Det var det sidste Sammenstød mellem de to Uforsonlige. Andersen fulgte J. A. Hansen, indtil han maatte sænke Kaarden for hans Kiste.
Andersen er en ualmindelig begavet Mand og er navnlig i Besiddelse af en ualmindelig Veltalenhed. Han er vistnok den mest veltalende Bonde, der for Tiden sidder paa Rigsdagen. Sindig og rolig som hele hans Person, falder ogsaa hans Tale, langsom, maaske for ensformigt, for lidt nuanceret, men klar og logisk og i et smukt afrundet Sprog, der vidner om Intelligens. Han taler temmelig jævnligt i Rigsdagen og høres altid med Opmærksomhed. Det er ikke faa virkelig gode Foredrag, han har leveret, og navnlig under den statsretslige Kamp om Provisoriet holdt Lægmanden Andersen et Foredrag, der slog igjennem ved sin overbevisende Klarhed og Logik. Det kan hænde, men det er saare sjældent, at hans Tale kan være lidt smagløs, maaske ogsaa lidt ufornøden og ubetimelig; i Reglen har han baade noget Godt og Rigtigt, han skal have sagt.
Det er dog navnlig paa Valgmøderne omkring i Landet, at Andersens Evner komme ret frem. Her er han paa sin Hylde, og her kommer hans Ro ham meget tilgode. Han bringes aldrig ud Af Ligevægt og selv paa den mest grove Tiltale giver han et roligt og behersket Svar. Sligt slaar igjennem. Dertil kommer, at han har en god Hukommelse og megen Aandsnærværelse, saa at Modstanderens Blottelser hurtig gribes og bores ud. Hans Optræden og Væsen er vindende, og selv Modstanderne faa Agtelse for ham; men udover Agtelsen kommer
