253
Nøhr.
haanden ganske stum. I mange, mange Aar hørte man saa godt som ikke et Ord fra det ærede Medlem fra Vordingborg, og denne ubrødelige Taushed gav ham en vis Berømmelse, som han ellers aldrig kunde have faaet.
Dog lige i Slutningen af hans Rigsdagsfærd havde han nær sat sit Rygte til — han forlangte en Dag Ordet. Almindelig Bestyrtelse. Det virkede formelig beroligende, da han, den Gang hans Tur var kommen, — frafaldt Ordet. Det var hans sidste Tale og sidste Bedrift.
Da Kredsen endelig maatte opgive sin „tavse Mand”, gjaldt det om at finde en Efterfølger, der var ham værdig. Man skal forgjæves have søgt indenfor Valgkredsens Enemærker. Blikket kastedes da videre omkring, og saa hed det sig, at der paa Møen fandtes en Mand, som kunde bruges. Til ham skikkede man da Bud, og paa den Maade kom Gaardejer Nøhr af Kjeldby til at staa paa Valgtribunen den 3. Januar 1879. Han slog Lehnsbaron Reedtz-Thott med 886 St. imod 740.
For den store Almenhed var Nøhr en ganske ubekjendt Mand, men han skal have taget Del i den lokale Agitation paa Møen, og det blev sagt om ham, at han var en Mand, der nok havde Lyst til at gjøre sig gjældende udenfor sin Bondegaard. Videre dreven var han nok ikke paa Valgdagen, men han havde de radikale Stikord ved Haanden, og det var nok for den just ikke videre kritiske Valgkreds.
Han kom altsaa ind paa Kristiansborg Slot, og Schrolls Eftermand var af dem, man skulde have at se. Det første Indtryk af ham var ubetinget gunstigt. Han var en meget smuk Mand af sydlandsk Type: sort Haar, stærkt sort Skjæg og sorte Øjne. Hans ydre Fremtræden var tiltalende og hans Smil ikke blottet for Intelligents. Det interesserede at faa at vide, hvad der laa indenfor dette lovende Ydre. Ak, han skuffede: det Indre stod ikke i Højde med det Ydre.
Allerede i Rigsdagssalen mærkedes det, men det blev først ret klart, da Referaterne sidste Efteraar bragte løjerlige Ting frem, som han skulde have fortalt sine Vælgere, saa løjerlige, at det næsten er utænkeligt andet, end at Referaterne maa have overdrevet. Denne sidste Slutning bekræftes ogsaa ved to andre Omstændigheder, for det Første derved, at han ved „Æres-
