16
N. Andersen.
Andersen vel ogsaa fra mange anset Borgeres Side, men tvende Brødre Mathisen, der havde et Færgeprivilegium, som stærkt afficeredes af den trufne Afgjørelse, aabnede et rasende Felttog imod ham og drog ham ind i en Bladpolemik, der ikke altid var urban eller hyggelig. De fleste og de bedst ansete Borgere stode dog paa Andersens Side og erkjendte, hvad Kredsen var ham skyldig, og nogen Fare for hans Rigsdagstilling bragte denne Sag ham ikke.
Det bragte derimod Forfatningskampen. Under Skildringen af Aaberg er det allerede meddelt, at Andersen hørte med til de „syv vise Bønder”, og det er vist ikke for meget sagt, at Andersen blandt disse Syv hørte til de indflydelsesrigeste. Den nærmeste Følge af den Særstilling, disse Bønder indtog, var, at J. A. Hansen ikke kunde skaffe sig Flertal i Thinget, og det førte atter til, at den Chance, der maaske var større, end de Fleste nu ere tilbøjelige til at tro, for, at samme J. A. Hansen skulde optages i et Ministerium, bristede, hvorfor man maatte hitte paa en anden Maade at affinde sig med denne Politiker paa. I Valgkredsen blev ved Agitation fra Venstres Side, denne Optræden stærkt fordømt.
Ved Valget den 4de Juni 1866 stillede Pastor Holberg, tidligere Landsthingsmand, sig mod Andersen og lovede sit brutale „Nej!” til Grundlovsforandringen. Det var nok. Valgkredsen, der tidligere havde vraget den dygtige Overretsprokurator J. E. Damkjer, vragede nu Andersen. Allerede 12te Oktober s. A. fik Andersen dog atter Sæde i Folkethinget, denne Gang repræsenterende Kammerherre Fallesens gamle Kreds: Assens. I 10 Aar repræsenterede Andersen denne Kreds, saa lykkedes det omsider Venstre at fortrænge den besværlige Modstander.
Andersen var nemlig efterhaanden blevet Venstre en højst besværlig Mand. Da det forenede Venstre dannedes og begyndte sit Stormløb, stillede Andersen sig som en af Partiets bestemteste Modstandere, og navnlig mod en af Førerne — mod J. A. Hansen — rettede han sit skarpe Sværd. I de levende Debatter i Folkethinget fra 1873 til 1877 tog Andersen livlig Del, og naar han reiste sig, vred J. A. Hansen sig; thi det var da sikkert, at et gammelt Saar blev revet op og ubarmhjærtigt sonderet. Med skarp Logik paaviste Andersen det modsigende,
