Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/241

Denne side er blevet korrekturlæst

231

Kofod.

Kofod paadrog sig i høj Grad Venstres Had, og det er blevet fortalt, at Partiet havde meddelt Kofod, at det vilde forlade Salen, hver Gang han tog Ordet. Om det er sandt, vides ikke, men saa meget er vist, at der gik Aaringer hen, i hvilke Kofod ikke oplod sin Mund.

Kofod var Sprogrenser og gjorde sig megen Umage for at rense og fordanske Lovsproget. Hans Mani i den Retning drev ham ofte for vidt, men nogen Fortjeneste har han uomtvistelig paa dette Omraade. Han rostes som et flittigt Medlem af de Udvalg, hvor han havde Sæde, men ogsaa her var det særlig Sprogrensningen, han hele Tiden havde Øje for.

Kofod var en god Taler, vittig, morsom og fantasirig. Naar man først var bleven fortrolig med hans underlige Person og hans ejendommelige Sprog, maatte man altid høre ham med Fornøjelse. Han havde tit gode Indfald, og han var logisk, koncis, klar og kort. Nogen Indflydelse i Debatten havde han ikke, men til at gjøre et rask og forvovent Indhug, der var han Manden. Han havde i den Henseende ikke ringe Lighed med Jagd.

Kofod tog en Tid ikke saa lidt Del i de politiske Møder ude i Landet, og hørte navnlig i 1873 til Højres rejsende Agitatorer. Han gjorde flere Steder megen Lykke og var altid Mand for at skaffe sig Ørelyd. Det var paa denne Tournée, at han paa et Vælgermøde nede ved Grænsen rettede den gribende Appel til Fædrelandskjærligheden, der er omtalt i Skildringen af Folkethingsmand H. Buch. Ogsaa senere har han af og til været ude, og han deltog navnlig i Mørkøvslagene, hvor han havde tiltænkt J. A. Hansen forskjellige „Vederkvægelser”, som dennes Fraværelse dog forhindrede i at blive serverede.

Sin største Betydning og Indflydelse har Kofod dog skabt sig udenfor Politiken. Det er som Arbejderven og Arbejderfører, at hans Navn vil blive bevaret. Da Socialismen kom frem herhjemme, stod han i Spidsen for „Den broderlige Arbejderklasses Hjælpeforening”, og han søgte straks ved Møder og Forsamlinger at bringe Sagen ind i et fornuftigt Spor. Vel lykkedes hans Bestræbelser ikke; men en lille Flok af hæderlige Arbejdere sluttede sig om ham og dannede Stammen til den Forening, han endnu leder, „Dansk Arbejdersamfund”, en