227
Koch.
sin Tid have været en ivrig Nationalliberal; men han fik alligevel straks Skyld for at kokettere lidt med Venstre. Denne Beskyldning var vistnok grundet, og det bidrog sikkert til at give ham en uklar Position, der tog den begyndende Forgyldning af ham.
Koch trak sig saaledes ikke uden Blessurer ud af den første Rigsdagsperiode, og det vakte ikke stor Sorg hos Højre, da han vægrede sig ved at modtage Gjenvalg. Han meldte sig til Kamp igjen, da Ministeriet Estrup havde sat den første Bom for Venstres Stormløb.
I sin anden Periode blev Koch regnet til de paalidelige Højremænd, men han havde desuagtet meget lidt Indflydelse og ringe Betydning. Han stod mærkværdig isoleret og mere fulgte med end drog med. Hverken i Salen, i Udvalg eller i Partiet hævede han sig over Enkeltmandsbetydning. Det havde sin Grund i flere Omstændigheder. Koch var vel et meget godt Hoved og i det hele en begavet Mand, men rigtignok ikke som Politiker. Her havde han et mærkelig begrænset Syn, en underlig naiv Opfattelse, og han var ganske blottet for politisk Instinkt. Han kunde i den enkelte Lov, der diskuteredes, tage et korrekt Standpunkt og forsvare det med Dygtighed, men var der Tale om den politiske Side af en Sag, saa var Koch ikke hjemme.
Dertil kom, at hans personlige Egenskaber bidrog til at isolere ham. Han var en myndig, forfængelig og selvtillidsfuld Mand, en udpræget Buraukrat. I alle Situationer havde han mest Blikket fæstet paa Principet Koch, og han kjælede meget for de Belysninger, under hvilke dette Princip efter hans Mening tog sig bedst ud. Man har tit sammenlignet Koch med Klein, og de to Mænd have heller ikke faa Berøringspunkter; men Koch var utvivlfomt højst en paa alle Omraader meget fortyndet Udgave af Klein.
Koch er Student fra 1845 og juridisk Kandidat fra Januar 1851. Han var Dommer i den slesvigske Overret og blev fordreven i 1865 tilligemed saa mange andre danske Embedsmænd. Han blev derefter Byfoged og Politimester i Odense og er senere bleven Borgmester sammesteds. Han skildres som en myndig,
