Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/232

Denne side er blevet korrekturlæst

222

Klein.

doktrinært og arrogant. Modstand taaltes ikke, den knustes ubarmhjærtig, og Partiet var alt andet end hensynsfuldt i Kampen. Derfor hadedes det saa grundig, derfor kan man ikke den Dag idag glemme de Slag, det har slaaet, og det Parti, det var det mest nationale af alle, har man endog beskyldt for at have berøvet Danmark de tre Hertugdømmer. Men Historien, der skal dømme os alle, vil sikkert dømme billigere om dette Parti, end Nutiden gjør, den vil erkjende, at Partiet med sjælden Dygtighed og Fædrelandssind arbejdede for en ideal Opgave og udfyldte sin Mission.

Partiet eksisterer ikke længere, men Elementer af det staar endnu i Højres Rækker og regnes til dettes bedste og dygtigste Stridsmænd. Mer eller mindre have de bevaret Mærker fra hine Dage, da de førte an, og det vilde jo ogsaa være utænkeligt andet. Klein hørte til dem, hvor Sporene mærkes tydeligst, vel endog tydeligere end hos Partiet gamle Fører og største Mand: Hall.

Klein blev forholdsvis tidlig Politiker. Han er født 1824 og blev ikkun 16 Aar gammel Student og næppe 21 Aar gammel juridisk Kandidat. I Halvtredserne blev han Overretsassessor i Viborg, og vandt her et anset Navn som en dygtig og skarpsindig Jurist. Det var i denne Stilling, at han den 14de Juni 1858 første Gang valgtes til Rigsdagen som Folkethingsmand for Viborg Amts femte Valgkreds, Løvel. Han holdt sig i denne Kreds ved fem Valg, først uden Modstand, men senere stadig under Kamp.

Under Grundlovsstriden i 1866 blev han den 4de Juni slaaet af den løjerlige Kapellan Bærtelsen, født Berthelsen, men næppe 3 Uger efter valgtes han i Kjøbenhavn til Landsthinget, hvor han dog kun sad ganske kort. Allerede den 12te Oktober s. A. valgte Thisted ham til sin Folkethingsmand, men ved næste Omvalg i 1869 sloges han af Jagd. Næppe Aaret efter blev han valgt i Aalborg og holdt sig her baade i 1872 og 1873; men ved Valget den 25de April 1876 slog den skikkelige, men højst ubetydelige Grev Tramp ham, og Klein maatte atter søge sig en ny Valgkreds. En saadan fandt han faa Maaneder efter i Viborg, hvor Kaptajn Dalgas havde nedlagt sit Mandat, og denne Kreds repræsenterer han endnu.