182
Hørup.
ejendommelige Diskussionsmaade slog ikke rigtig an i Begyndelsen, saa at man ikke havde udelt Glæde af ham. Ved et politisk Slag, der midt i Halvfjerdserne leveredes Dinesen i Frederiksborg, et Slag, Venstre tabte med Glans, var Hørup saaledes med og talte til den forsamlede Mængde. Medens de øvrige Venstretalere hørtes med Ro, æggede Hørup Forsamlingen ved sin ætsende Tale, og han blev saa stærkt og vedholdende afbrudt, at selv Berg blev betænkelig og et Par Gange temmelig højt udtalte: „lad ham trække sig tilbage — lad ham dog trække sig tilbage.” Men Hørup fortsatte, hvad jo selvfølgelig var meget rigtigt, og han fik ogsaa Lov at slutte i Ro. Det var imidlertid klart, at det ikke vilde vare længe, inden man skaffede ham en Plads paa Rigsdagen. Lejligheden udeblev ikke. Den dygtige Kn. Pedersen, der repræsenterede Kjøgekredsen, døde, og den ledige Plads indtog Hørup efter en Valgkamp, der ikke havde noget mærkeligt ved sig. Ved Valget i 1876 holdt Hørup Kredsen med 970 St. imod 681 og i 1879 med 776 mod 464. Ved de to sidste Valg kæmpede Cand. jur. Olsen imod Hørup, men denne sejrede med henholdsvis 346 og 492 Stemmers Overvægt. Om han end ikke kan betragtes som ganske sikker dernede i Kredsen, saa er hans Fald dog næppe forestaaende, og det vil komme til at koste store Anstrængelser at fortrænge ham.
Hørup kom jo ind i Rigsdagen som selvskreven Venstremand, men hans yderliggaaende Tendentser traadte dog først senere frem. I Begyndelsen spillede han ikke nogen fremtrædende Rolle; han talte vel af og til, dog uden at vække synderlig Opmærksomhed. Men saa kom Rigsretssagerne og med dem hans Ophøjelse. Venstre søgte nok længe forgjæves efter en offentlig Anklager, inden Partiet bekvemmede sig til at gaa ned til den i videre Kredse ubekjendte juridiske Kandidat, hvis eneste praktiske Uddannelse bestod i en kort og ikke omfattende Sagførerfuldmægtiggjerning; men da ingen mere kjendt Mand var at faa, valgtes Hørup til offentlig Anklager, efter hvad man vil vide paa Albertis indtrængende Anbefaling. Det var jo en sjælden og en mærkelig Debut for en ung juridisk Kandidat, men Valget viste sig slet ikke at være daarligt. Hvad Mening man nu end har om Sagen og om hele Procesførelsen for Rigsretten, saa bør man billigvis erkjende, at Hørup udførte sit Hverv med
