164
Holstein-Ledreborg.
første Omslag, og det skyldtes vistnok en utæmmet Lyst til hurtig at svinge sig i Vejret og spille en Rolle, parret med et glødende Had til de Nationalliberale. Senere fulgte Svingning paa Svingning.
Da Venstre i 1875 deltes i to Partier: de 22 og de 30, stod han blandt de mest radikale, Side om Side med Berg og J. A. Hansen, og begyndte endogsaa en Tournée i Forening med disse for at bekæmpe Moderationen, men da han paa Fyen fik den første varme Modtagelse af Moderationens Førere derovre, særlig af „de tre Frihedshelte”, skyndte Greven sig hjem og sad saa ved den huslige Arne og sukkede efter Forsoning med de vrede moderate Guder, hvoraf enkelte endog havde tilladt sig at benytte Betegnelsen Jesuit paa en for Greven alt Andet end smigrende Maade. Forsoningen blev tilvejebragt, og Greven indtog sin Plads som Bestyrelsesmedlem i Partiet; men Tilliden var allerede da undergravet, og der hørte ikke stort Fremsyn til at forudsige, at den Tid ikke vilde være fjærn, da en ny og dybere Konflikt vilde indtræde.
Imidlertid kæmpede Greven med stor Tapperhed i sit Partis Rækker, og stik imod sin egen Theori om „Revolutionen færdig”, førte han an til den vildeste Opposition, der endelig førte til Provisoriet. Om dette dristede han sig til at være Spaamand, og det paa en Maade, der nu tager sig højst komisk ud. Han forudsagde atter og atter med stor Sikkerhed, at der for det første ikke gaves 7 Mænd i Danmark, der havde Mod til at sætte deres Navn under en provisorisk Finanslov, men selv om de fandtes, saa vilde for det andet saadanne Mænd, efter at Gjerningen var udført, hyle og Pibe af Fortrydelse over det Skete. Vi fik Provisoriet, de 7 Mænd fandtes, men om Hylen og Piben er der Ingen, der har hørt Tale; tværtimod.
I den berømte Oktober- og November-Politik ligeoverfor Provisoriet tog Greven levende Del; Venstre splittedes atter, og Holstein stod nu som Ordfører for de Moderate. Kampen mellem ham og Berg antog store Dimensioner og kom til Udbrud ved alle Lejligheder paa den mest haar- og langtrukne Maade, saa at alle Mennesker til Slutning bleve baade lede og kjede af at høre derpaa. Den samme Holstein, der ved et Festmaaltid i Frederiksborg i de højste Toner lovpriste Berg og lykønskede
