162
Holstein-Ledreborg.
Ogsaa den store Almenhed havde lært hans Navn at kjende, idet han, der er Katolik, med Iver havde kastet sig ind i en teologisk Debat og ogsaa i den havde lagt rige Evner og megen Belæsthed for Dagen samtidig med en vis Flothed, der vel ikke tog sig godt ud i en Debat af den Natur, men paa den anden Side med stor Liberalitet blev skrevet paa hans Ungdoms og Ildfuldheds Regning. Han var altsaa begyndt at blive kjendt, og det paa en for ham smigrende Maade, da han den 22de Septbr. 1872 stillede sig til Valg i Kjøbenhavns Amts 5te Kreds og slog den aflægs „Redaktør” eller „Billettør” Rugaard.
Heller ikke har nogen Rigsdagsmands politiske Debut været mere lovende end Grev Holsteins. Det var i en stærkt politisk bevæget Tid, at den unge Greve kom ind i Folkethinget: det forenede Venstre, der var dannet 2 Aar iforvejen, havde netop ved Valget i 1872 faaet et knebent Flertal, og Forberedelserne til den store Kamp om Magten vare paabegyndte. En heldigere Chance for en begavet og ærgjærrig Politiker med Grev Holsteins Vilkaar var ikke tænkelig. Han begyndte ogsaa særdeles lovende, saa lovende, at Mange straks stillede ham et glimrende Fremtidshoroskop. Under den store og hidsige Debat om Halls Skolelov, der varede hele 5 Dage i Begyndelsen af 1873 og straks røbede Venstres Tendentser, tog han første Gang Ordet, og ved et Foredrag, som vakte Opsigt ved sin smukke og tiltalende Form saavelsom ved sit forstandige og maadeholdne Indhold, angreb han forskjellige af Lovforslagets Bestemmelser, samtidig med at han stærkt kritiserede Venstres Optræden i denne Sag.
Uagtet hans Tale vel nærmest havde en oppositionel Karakter ligeoverfor Lovforslaget, gjorde den dog megen Lykke især hos Højre, der følte sig tiltalt af den urbane Form, som var vidtforskjellig fra Venstres skrydende og brovtende Maade at opponere paa. Grevens Indvendinger hvilede paa et humant Grundlag, og han gav dem en høflig og velvillig Henstillings Form. Da Hall kort Efter fik Ordet, anerkjendte han den Forskjel, der var imellem Grev Holsteins Opposition og Venstres, en Forskjel, der gjorde det til en Fornøjelse at føre Diskussionen, og han lykønskede i varme Udtryk det danske Folkething til den Akkvisition, det havde gjort i det nye Medlem. Det var en ligesaa sjælden
