Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/17

Denne side er blevet korrekturlæst

7

Alberti.

I Forfatningskampen tog han virksom Del og stod haardnakket og blindt paa den uforandrede Junigrundlovs Standpunkt. Siden den Tid har Alberti hørt til den vildeste Opposition, og han har mere end en Gang tilføjet sin politiske Anseelse saa alvorlige Knæk, at kun en blind og ukritisk Fanatisme har kunnet bære den oppe. Uden at blinke er han gaaet med til Alt: til Finanslovnægtelse, Dagsordener, Rigsretssager, osv. osv., ligetil Provisoriet, og siden den Tid har han ved hver tænkelig Lejlighed, ved Valgbrevenes Prøvelse, ved Taubers famøse Valghistorie osv. taget den yderligste Stilling, der overhovedet var at finde. Da Venstre sprængtes, hørte han naturligvis til det Parti, der vilde udfolde den hensynsløseste Opposition, og det troede man, at det Bergske Parti vilde. Albertis Forventninger gik ikke helt i Opfyldelse, saa meldte han sig ud, og staar nu i Spidsen for en lille Gruppe, hvis Maal og Hensigt er en uudgrundelig Gaade, og hvis Livsytringer hidtil have indskrænket sig til at stemme og virke i Forbindelse med det med saa stor Uret benævnte „moderate” Parti.

Medens Alberti vistnok er et Mønster paa en menig Soldat, navnlig i et Parti, der blindt gaar paa, er han paa ingen Maade skikket til at være Fører. Dertil mangler han Koldblodighed, Fremsyn, politisk Overblik og fremfor alt Selvbeherskelse. Han er nemlig en meget fanatisk Politiker, der altfor ukritisk lader sig rive med af Stemningen. Hvem mindes ikke hans store Ord paa Vælgermøder: Ikke en Øre til Ministeriet Estrup, ikke en Øre til Prindsesse Thyras Udstyr; hvem mindes ikke hans Tordentale i Rigsdagen med samme Omkvæd: Dette Ministerium ikke en Øre? Men hvem mindes paa den anden Side, at Manden med de stolte Ord stemte overensstemmende med Ordene? Det kan ikke mindes, fordi det ikke skete. Til store Talemaader indskrænkede det hele sig. Og hvor uklog var ikke Albertis Optræden under den fatale, til Slutning latterlige Tauberske Historie, og hvad er der at sige til en praktisk Jurist, der lægger sit Navn og sin politiske Indflydelse til et saadant Monstrum af et Lovforslag, som hans Forslag til en Ministeransvarlighedslov, eller til et Forslag om at skænke Tiendeyderne Tienden?