94
Ole Christensen.
Det var ved Valget den 22. September 1869, og han befejrede da blandt andre Baron Iver Rosenkrantz. I 1872 kaaredes han uden Modkandidat, men ved Opløsningsvalget i 1873 forsøgte Højre at fortrænge Christensen, ved at opstille den ansete og afholdte Højskoleforstander og Digter Budde imod ham, men Forsøget mislykkedes fuldstændig. Siden har der ikke været opstillet Modkandidat imod ham, og ved sidste Valg den 3. 1879 deltog Højre end ikke i Valget, hvilket bedre lader sig forklare end forsvare.
Ole Christensen synes saaledes indtil videre at skulle være i temmelig uanfægtet Besiddelse af denne Valgkreds. Og det er meget beklageligt; thi Christensen har vist sig ikke blot som en af de tarveligste, men som en af de mest uslebne og usympatetiske Repræsentanter, vort Folkething besidder, og det vil virkelig ikke sige saa lidt. At han er en fanatisk Partimand, der i tykt og tyndt sjasker med, det faar endda at være, det gjør flere end han, og det behøver ikke at unddrage ham personlig Sympati; men naar man har søgt Lejlighed til at gjøre sig gjældende og benyttet denne Lejlighed paa den Maade, Christensen har, saa vender man sig med Harme og Misbilligelse fra en saadan Mand.
Kun to Gange har han havt Lejlighed til at gjøre sig bemærket, men det har ogsaa været mere end nok. Den første Gang var, da Albertis sørgelige Svovlsyresvindel sattes i Scene. Da var Ole Christensen paa Færde og agiterede ivrig for Sagen, ja, man sagde endogsaa, at han for et Vederlag afhændede Aktier til de troskyldige Bønder; men man maa retfærdigvis indrømme, at her kunde han være i god Tro.
Noget anderledes stiller det sig med hans anden Aktion. Det var under Busk's Forespørgsel i den jægersborgske Rekrutsag, at Christensens Folkelighed ikke tillod ham at være en tavs Tilhører. Medens Busk holdt sig til den foreliggende Sag og til de Misligheder, han mente der vare begaaede af bestemte Mænd, som han forøvrigt hverken tog hensynsfuldt eller taktfuldt paa, saa førte Christensen et Slag mod den hele Underofficerstand, særlig mod de kjøbenhavnske Underofficerer, og han gjorde det paa en Maade, der maatte vække Indignation og Harme. Den hæderlige og velansete Underofficersstand, vi have herhjemme, blev paa det skammeligste insulteret af Christensen,
