46
skulde have været — men tegne et Skovløberhus paa fri Haand, det laa over hans Horisont.
Han gik ud til Skoven og ind i den. Han blev ved at gaa; Tegnebogen stadig under Armen. Saa var der en smal Vej; et lille Hus ved Siden; Tagskægget helt ned over Vinduerne; en Mand stod i den aabne Dør og saa’ paa et Læs Risbrænde, der var væltet. Kusken stod og saa’ paa Manden; Hestene var spændt fra og stod og saa’ paa det Hele.
Han satte sig i en passende Afstand; stirrede lidt paa den lille Scene, der ligesom havde forstenet, forbenet eller fortræet sig til en Fortegning.
Han slog Bogen op, greb Blyanten, tegnede.
Mand og Kusk vedblev at passiare; der blev stoppet en Pibe Tobak, tændt, røget. Hestene græssede ved Vejridsningen. Ivar tegnede.
Det blev først saa underlig japanesisk. Et nyt Blad. Straks bedre. Og dog … nej, nu begyndte han at viske ud. Saa blev han urolig for, at hans Modeller skulde gaa fra hverandre. Saa blev han arrig — hutsch, hatsch — det gik; han formelig slugte Linjer, Forhold, Lys og Skygger, brændte dem med Viljens glødende Jærn ind i sit Hoved, ind i sin Blyant, ned paa sit Papir. Saa kom der et Par Karle til; de begyndte under langsomme, sejge Bevægelser at tage fat ved Vognen. Disse Karle — endog i utrolige Forkortninger — blev tegnet paa et Blad Papir for sig.
