Denne side er blevet korrekturlæst
425
Tør jeg maaske tage en Hilsen med til Frøken Borg? —
Saa var hun borte. Over en Stoleryg hang Karsten, hulkende som et Barn.
Men Christensen lagde sin Haand varmt og hjærteligt paa sin grædende Adoptivsøns Skulder, og sagde blødt:
Rejs nu, Karsten; og lad os blive — hvad vi skulde have været — Venner!
XVI.
Afslutning.
Thi dette er ikke Slutningen. Den kommer først med Døden — eller den kommer ikke engang med Døden, men senere.
Karsten var rejst. Christensen sad oppe i hans Atelier og saa’ paa Billedet Dagen efter.
