419
nogen bedre Ven end mig? — Læs det Brev for mig — eller den Del deraf, som sætter Dig i en saa usædvanlig Bevægelse! —
Der stod et forskræmt, overrasket og skamfuldt Udtryk i det Blik, hvormed den unge Mand saa’ op fra Gulvet hen paa den ældre — og forbi ham ud i Luften. Han foldede atter Papiret ud; men hans Læber dirrede, og han lod Haanden synke.
»Skoledreng« tænkte Christensen; og højt, kort, bestemt sagde han:
Giv hid! —
Og Christensen læste.
Først smilende — med en Mine af Beroligelse. Hans Øjne fo’r hurtig hen over de store, barnligt runde Skrifttræk med den megen Plads mellem Bogstaverne — en sikker Orthografi — regelmæssige, klare, lidt naive Sætninger — højst vilkaarlig Interpunktion — om hvad der var forefaldet i Huset — om en Svend, som var sagt op paa Grund af Dovenskab — om en gammel Hest, og om »Diana«, som paany skulde have Hvalpe …. om Faderens Sygdom …. der var i Grunden intet mere tilbage at haabe, blot noget at ønske!
Saa rynkede Christensen Brynene. Han læste Slutningen — to, tre Gange om, for at være sikker i sin Sag. Der stod:
»Og saa vil jeg sige Dig det, som jeg har at sige, og som Du vel har gaaet og tænkt paa, ligesaavel som jeg. Doktoren mener, at vi for
27*
