325
De maa ikke gaa! bad hun. Det er snart ovre …. jeg tror, jeg har spist for lidt …. jeg var heller ikke ganske vel ved Middagen idag, Jeg havde blot Tørst …. jeg er ikke vant til det — jeg har været uforsigtig …. men hvorfor er De ogsaa saa underlig? —
Han saa’ paa hendes Kuvert. Saa greb han Flasken, som stod foran. Den var næsten tømt. Den fordømte Champagne — det Gift! mumlede han. Og jeg Æsel! Jeg bærer mig ogsaa altid dumt ad! Kom! drik Dem et Glas af den røde Vin … De maa, hører De! — den køler — den giver Kræfter — jeg svarer for den! —
Han nødte hende til at drikke, som naar man giver et Barn Medicin. Hun saa’ stadig bedende paa ham. Han følte sig mere og mere ulykkelig, forlegen, komisk, dum. Saa samlede hun sig sammen med en Kraftanstrængelse. Det var, som om hans Forlegenhed gjorde hende godt, indgød hende Tillid. Hun rejste sig, støttede sig ved Bordet, gned sig med Lommetørklædet over Tindingen og sagde:
Kald paa Opvarteren — skaf mig en Vogn … hvis De vil være saa god!
Han ringede og betalte. Opvarteren mente, at det blev vanskeligt at faa en Drosche. Christensen fordoblede Drikkepengene. Hun stod imidlertid henne ved Spejlet og satte med svagt dirrende Hænder nogle Naale fast i Nakkehaaret. Da Opvarteren var borte, vendte hun sig til Christensen:
