270
saa’ paa disse grønne Knopper — tænkte paa, hvad Solen og den rette Tid formaar at udklække af Spirer og spæde Skud! Han kastede Kvisten, og tænkte paa, hvem der skulde blive Professorens Efterfølger.
Der kommer ingen! mumlede han. Hvem skulde komme? Kolorist var han ikke — han er ikke naaet højest — men han var en stor Aand, et stort Menneske, en rig Begavelse — en Rigmand, der strøede sin Sæd ud med rund Haand …….
Og nu er vi saa fattige, saa fattige og smaa!
Saa gik han udenfor, indhentede Modellen, Konen og den røde Tjener, og inviterede dem ind til et »Gravøl« paa den nærmeste Have, Keglebane og Beværtning.
— — — — — — — — — — —
Og Tiden gik, Aarene gik. Christensen havde Tegneskole, slog Feriemaaneden ihjel rundt omkring i Provinserne, stadig paa et nyt Sted, søgende Noget, han vidste ikke hvad.
Han var ordknap, barsk, uomgængelig — han følte sig selv som Særling, hvilket ikke gør En mere omgængelig.
Saa kom han til den lille By — traf Malermestren og Karsten — og traf sig selv ved
