267
javist ja! Men saa var her Uro, Famlen, Mangel paa Klarhed, paa det endelige positive Noget, der skulde samle, værne, beskytte — paa samme Tid, som det skulde angribe, trænge frem, overvinde. Her var Ungdommelighed mere end Ungdom — Skænderi mere end Strid — Hastværk, Hidsighed, Forfængelighed — en Bunke Forfængelighed! …. syntes Christensen.
Aa, en vanskelig Tid at leve i, en disillusioneret Tid ovenpaa Illusioner, en Agitation, et Virvar af gensidige Udfordringer, Beskyldninger, af Had, af Intolerance — fra begge Sider, fra alle Parter: — en Krig, hvor man blev tilsølet, oprevet, forjasket, forvrøvlet — ikke en Krig, hvor man faldt og døde.
Nælder, Nælder! ingen Laurbær! —
Og Christensen murede sig inde i Utilgængelighed, med sine Sysler, Studier, med det daglige Slid — som med en Lægedom.
Saa kom — det var i det tidlige Foraar — Budskabet om Professorens Død. Christensen naaede ikke at se ham paa det Sidste. En brudt Mand, en Ruin, der styrter — Familien opløst i Sorg! Det er ikke noget opløftende Syn. Man gør vel i at vige Døden Pladsen, naar man ikke hører til de Allernærmeste, Døden har en haard og bred Hæl, træder plumpt —
