223
store Hinsides; og dette Dødsfald — sørgeligt interessant, som det var — havde det bevingede Rygte sat i nær Forbindelse med Kunstnerens Navn, med det farligt Fængslende i hans Personlighed.
De to Mænd sad nu her sammen ved et lille Bord i den øde Osteria; de havde Vin for sig, og de havde Natten for sig. Det kom til Udtalelser imellem dem.
Den Fremmede nævnede sit Navn, Christensen sit. De trykkede hinandens Hænder, tog ligesom aandeligt Maal af hinanden, løftede Glassene med den forfriskende, tilsyneladende uskyldige Landvin, nikkede og drak ud.
Saa begyndte den sydtyske Maler:
Jeg har som sagt gjort Bekendtskab med flere af deres Landsmænd. Det er habile Folk, elskværdige Folk — og de har en god Grund, noget Solidt at bygge paa — hvad ikke altid kan siges om Tyskerne!
Ja, vi lærer alle at tegne! svarede Christensen med sit Smil.
Tillad mig! vedblev den Anden stadig høflig. Jeg er ofte forbavset over Resultaterne. Et saa lille Folk — saa afsides liggende Land — og dog en Smag, en udviklet Dømmekraft ……!
Christensen afbrød ham: Ja Dømmekraft har vi — særlig overfor andres Arbejder. Overfor vore egne plejer vi, mere end heldigt er, at nøjes med de smaa Fordringer!
